VAR JUDAS FRELST?

ELLER VAR HAN EN DJÆVEL FRA BEGYNDELSEN?

af A. A. Allen (på dansk v/ Willy Griis)

Du har nok hørt dette emne diskuteret en gang imellem. Du har hørt de forskellige opfattelser af forskellige prædikanter, men jeg takker Gud for svaret er givet os i Guds eget ord!

Lad os nu tage vores bibel frem. Tag også din bibel frem. Vi må tage tid til dette budskab og alt må slås fast med Guds eget ord, så ingen andre argumenter får plads. Vi må godtage Guds ord. Jeg vil ikke leverer dig mine meninger. Men det er underfuld, at vi har Guds eget ord.

Var Judas på noget tidspunkt frelst eller var han en djævel fra begyndelsen?

Lad os vende os til Mat. kap. 10 fra vers 1:
"Han kaldte sine tolv disciple til sig og gav dem magt over urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede al slags sygdom og svaghed. Navnene på de tolv apostle er: først Simon, kaldet Peter, og hans broder Andreas, så Jakob, Zebedæus søn og hans broder Johannes, Filip og Bartolomæus, Tomas og tolderen Mattæus, Jakob, Alfæus søn og Lebbæus, Simon Kananæer og Judas Iskariot, han, som senere forrådte ham."

Jeg vil gerne informere dig om, at de tolv apostle blev udvalgt for at repræsenterer de tolv Israels stammer, og Judas var udvalgt for at representere en af Israels stammer. Judas Iskariot kom fra Juda stamme, den samme som Jesus kom fra. Og i kp. 10 taler Jesus til de tolv udvalgte disciple og i vers 16 taler han forsat til dem:

"Se, jeg sender jer som får blandt ulve, vær derfor snilde som slanger og uden svig som duer."

Her kalder han Judas for et får. Har han nogen sinde kaldt djævelen et får? Bevar denne tanke i dit sind! Vi taler om Judas nu - Jesus sendte ham ud som et får. Jesus sagde ikke, at de 11 var får og en er en djævel, men han sagde, jeg sender alle tolv ud som får, midt iblandt ulve.

Vi ser på vers 19, 20 og 22:
" Men når man stiller jer for retten, skal i ikke bekymrer jer for, hvorledes eller hvad I skal tale, thi det skal gives jer i samme stund, hvad I skal tale. Thi det er ikke jer, som taler, men jeres Faders Ånd, som taler gennem jer."

Judas havde den samme ånd som resten af disciplene og vi læser i vers 22:
" Og i skal hades af alle for mit navns skyld, men den, som holder ud indtil enden, han skal blive frelst."

Joh. 10:27-29: "Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv, og de skal i al evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive noget ud af min Faders hånd." Mener Jesus her bare nogle af fårene? Eller mener han alle fårene? Så når Judas var et Jesu får, så var han også i Jesu hånd.

Mark. 3:13-19: "Og han går op i bjergene og kalder dem til sig, han selv ønskede at have med, og de kom til ham. Og han indsatte tolv til at være hos ham, og for at han kunne udsende dem til at prædike med magt til at uddrive de onde ånder.

Så indsatte han da de tolv, og han gav Simon tilnavnet Peter, endvidere Jakob, Zebedæus søn, og Johannes, Jakobs broder, dem gav han navnet Boanerges, som betyder tordensønner, og Andreas og Filip og Bartolomæus og Mattæus og Tomas og Jakob, Alfæus søn, og Taddæus og Simon Kananæer og Judas Iskariot, ham, som forrådte ham."

Her i Markus giver han de tolv udvalgte magt til at kaste ud djævle og vi læser videre fra vers 22:
" Og de skriftkloge, som var kommet ned fra Jerusalem, sagde: Han er besat af Beelzebul, og: Det er ved hjælp af de onde ånders fyrste, han uddriver onde ånder. - Da kaldte han dem til sig og sagde til dem i lignelser: Hvordan kan Satan uddrive Satan?"

Hvis Judas havde været en djævel, ville Jesus da have givet ham magt til at kaste djævle ud? Nej vist ikke, vi læser videre fra vers 26: " Og hvis Satan har sat sig op imod sig selv og er kommet i splid med sig selv, så kan han ikke bestå, men det er ude med ham."

Hvorfor udvalgte Jesus de tolv? Vi læser Joh. 15-16:
"Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer og sat jer til at gå hen og bære frugt, og det en varig frugt, så at Faderen kan give jer, hvad som helst i beder ham om i mit navn."

Jesus havde ikke bare udvalgt dem, men han havde befalet dem at gå ud! Og i Markus 6:7 sendte han dem ud to og to, og gav dem magt over urene ånder.

Og i Ap. G. 1:15-17 siger Peter:
"I de dage stod Peter frem midt iblandt brødrene (som da var samlede i en skare på omtrent hundrede og tyve personer) og sagde: Mine brødre! Det skriftord måtte gå i opfyldelse, som Helligånden forud havde talt gennem Davids mund om Judas, der viste vej for dem, som greb Jesus, han regnes jo med blandt os, og dette embede var faldet i hans lod."

Med andre ord sagde Peter, at Judas var en af dem, han tjente sammen med dem, han blev regnet med blandt dem. Vi læser videre fra vers 21:
" Derfor bør en af de mænd, som fulgte med os i hele den tid, da Herren Jesus gik ind og ud hos os, lige fra Johannes dåb indtil den dag, da han blev optaget fra os - en af dem bør sammen med os være vidne om hans opstandelse.

De fremstillede derefter to, Josef, som kaldes Barsabas og havde tilnavnet Justus, og Mattias. Så bad de og sagde: Herre! Du, som kender alles hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt til at indtræde i dette embede og den apostelgerning, som Judas forlod for at gå bort til sit eget sted."

Du kan ikke gå bort fra et sted, som du aldrig har været. Hvad gik Judas bort fra? Fra sin plads som en tjener og Jesu Kristi apostel! Judas faldt, og hans falds årsag er beskrevet i Matt. 26:6-9:
" Medens Jesus var i Betania, i Simon den spedalskes hus, kom der en kvinde hen til ham. Hun havde en alabastkrukke med en meget kostbar salve, og hun hældte den ud over hans hoved, mens han sad til bords. Da disciplene så det, harmedes de og sagde: Hvad skal den ødselhed til? Det kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige."

Joh. 12:4 fortæller os, hvem der sagde dette og vi læser fra vers 1:
" Jesus kom nu seks dage før påske til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde opvakt fra de døde. Der gjorde de da et gæstebud for ham, og Marta vartede op, Lazarus var en af dem, som sad til bords sammen med ham. Maria tig da et pund ægte, meget kostbart nardussalve og salvede Jesu fødder og tørrede hans fødder med sit hår, og huset fyldtes af salvens duft. Så siger en af hans disciple, Judas Iskariot, han, som siden forrådte ham: Hvorfor er denne salve ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige? Men det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv, og da han havde pengepungen, stak han jævnlig til sig, hvad der blev lagt i den."

Det var Judas som talte således. Han var kasserer for de tolv. Paulus siger i 1 Tim. 6:10:
" Thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt, drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte."

Da Judas gik gik præsterne sagde han: Hvad vil i gi mig? Det var pengene han var ude efter. Matt. 26:14-16.

Matt. 26:17-25:
" På den første af de usyrede brøds dage kom disciplene til Jesus og sagde: Hvor vil du, at vi skal tilberede påskemåltidet for dig? Han svarde: Gå ind i byen til den og den mand og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær, hos dig vil jeg holde påske sammen med mine disciple. Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og tilberedte påskemåltidet.

Da det nu var blevet aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: Sandelig siger jeg Eder: en af jer vil forråde mig. Da blev de meget bedrøvede og begyndte hver især at spørge ham: Det er dog vel ikke mig, Herre?

Han svarede og sagde: Han, som nu sammen med mig stak hånden i fadet, han vil forråde mig.

Menneskesønnen går bort, sådan som der står skrevet om ham, men ve det menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det havde været bedre for det menneske, om han aldrig var født.

Men Judas, som forrådte ham, tog til orde og spurgte: Det er dog vel ikke mig, rabbi? Han siger til ham: Du har selv sagt det.

Det er blevet sagt, at Judas aldrig har kaldt Jesus Herre, men vi læser her i vers 22 at alle (også) Judas begyndte og sige til ham: Det er da vel ikke mig Herre!

Paulus siger i 1. Kor. 12:3: "Derfor vil jeg lade jer vide, at ingen, der taler ved Guds Ånd, siger: Forbandet være Jesus! Og ingen kan sige: Jesus er Herre! Uden ved Helligånden."

Judas havde allerede før påskemåltidet været hos ypperstepræsterne og spurgt, hvad de ville betale for, at han skulle forråde Jesus. Matt. 26:14-16. Det var pengene der fristede.

Det er oplagt, at pengene havde magt over ham, men jeg kan ikke tro, at når Judas så ind i Jesu øjne og sagde: Det er da vel ikke mig? At han påtænkte at gøre, hvad han gjorde kort tid efter.

Lad os læse Joh. 6 fra vers 64.
"Men der er nogle af jer, som ikke tror. Thi Jesus vidste fra begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem det var, der skulle forråde ham. Og han sagde: Derfor har jeg sagt jer, at ingen kan komme til mig, uden det bliver givet ham af Faderen. Af den grund trak mange af hans disciple sig tilbage og vandrede ikke mere med ham. Jesus sagde da til de tolv: vil i også gå bort? "

Judas var en af de tolv. Er det ikke forfærdeligt, at tænke på Jesu følges venner, som vendte ham ryggen og gik bort. Han sagde, at han vidste hvem de var, og da de hørte det, vendte de ham ryggen, de var afsløret.

Så vendte han sig til de tolv (Judas inkluderet) og sagde: Vil også I gå bort? Jeg kan ikke se, at dette skriftsted er rettet imod Judas, nej, det er rettet imod de, som allerede havde vendt ham ryggen i deres hjerter.

" Simon svarede ham: Herre! Til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord. Og vi er kommet til den tro og erkendelse, at du er Guds Hellige."

Versene 70-71: "Jesus svarede dem: Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv? Og dog er en af jer en djævel! Han mente dermed Judas, Simon Iskariots søn, thi det var ham, som siden skulle forråde ham, skønt han var en af de tolv."

Her taler han ikke om om Judas, men han henviser til den, som skal forråde ham og som blev Judas.

Nej han taler til de tolv, som han har udvalgt til, at forkynde og som han havde givet magt til at helbrede syge og kaste djævle ud, han talte til de tolv, som han kaldte får. Til de til hvem han havde sagt: Det er ikke jer som taler, men min Faders ånd, som taler igennem jer. Og han sagde til de tolv: Den som holder ud indtil enden skal blive frelst.

Luk. 22:21 "Men se, han, som forråder mig, rækker hånden over bordet sammen med mig"!

Her sidder de tolv sammen, de har alle haft samme tjeneste, de har arbejdet sammen, de har stået sammen, og de har undret sig over, hvem der skulle gøre denne forfærdelige gerning, at forråde Jesus.

De havde ikke større tanker på, at det kunne være Judas end Johannes, Jakob eller Peter.

Ap. G. 1:16 siger Peter senere: Brødre! Det skriftord måtte opfyldes som den Hellig Ånd forud talte ved Davids mund om Judas, som blev vejviser for dem, som greb Jesus.

Vi vender os til Sal. 41:9-10: "En dødelig sot har grebet ham, han ligger der _ kommer aldrig op! - Endog min ven, som jeg stolede på, som spiste mit brød, har løftet hælen imod mig."

Peter sagde, at den Hellige Ånd talte gennem Davids mund. Når den Hellige Ånd taler, så taler den for Faderen og Sønnen, for Jesus sagde: Han vil tage af mit og give til jer.

Måske vil du sige, at dette skriftsted ikke henviser til Judas. Så lad os læse Joh. 13:18 hvor Jesus siger: "Jeg taler ikke om jer alle, jeg ved, hvem jeg har udvalgt , men det skriftord måtte jo gå i opfyldelse: Den som spiser mit brød, har løftet sin hæl imod mig."

Mat. 26:47-50: "Og mens han endnu talte, se, da kom Judas, en af de tolv, og sammen med ham en stor skare med sværd og knipler, udsendt fra ypperstepræsterne og folkets ældste. Men han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Den jeg kysser, ham er det, ham skal I gribe. Og han trådte straks hen til Jesus og sagde: Vær hilset, rabbi! Og kyssede ham.

Jesus sagde til ham: Ven, gør det, du er kommen for! Da trådte de til og lagde hånd på Jesus og greb ham."

Det græske ord, som er benyttet her for ven er: Hetaire, og betyder mere end en ven!

Jesus vendte sig ikke fra Judas selv i forrådelses øjeblikket, nej, Jesus så op og kaldte ham mere end en ven.

Joh. 13-2 " Da de nu holdt aftensmåltid, og Djævelen allerede havde indskudt den tanke i Judas, Simons søn, Iskariots hjerte, at han skulle forråde ham."

Her står ikke, at djævelen havde fuldført sit værk. Vi læser fra vers 21 til 27:
" Da Jesus havde sagt dette, blev han heftigt bevæget i ånden, vidnede og sagde: Sandelig, sandelig siger jeg Eder: en af jer vil forråde mig. Da så disciplene på hverandre, tvivlrådige om, hvem han sigtede til. Der var iblandt han disciple en. Som sad til bords ved Jesu side, ham, som Jesus elskede. Til ham nikker Simon Peter og siger til ham: Spørg, hvem det er, han sigter til. Han læner sig så mod Jesu bryst og spørger ham: Herre! hvem er det?

Jesus svarer: Det er ham, som jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper. Så tager han brødet og dypper det og giver det til Judas, Simons søn, Iskariot. Og da han havde fået det, fòr Satan ind i ham. Jesus siger nu til ham: Hvad du gør, gør det snart."

Har du lagt mærke til, at djævelen fòr ind i ham efter han havde stukket sin hånd i fadet? Det er hvad Ordet siger, og jeg tror det! Djævelen kan ikke gå ind i en djævel. Denne apostel var et får, og nu havde djævelen faret ind i ham. Venn, vær forsigtig, djævelen kan fare ind i et får på et sekund, han trænger bare et lille sprække.

Matt. 27:1-5: "Da det var blevet morgen, traf alle ypperstepræsterne og folkets ældste beslutning om at få Jesus dømt til døden. Og de bandt ham og førte ham bort og overgav ham til landshøvdingen Pilatus. Da nu Judas, som havde forrådt ham, så, at han var blevet dom fæld, fortrød han det og bragte de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod. Men de svarede: Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag. Så kastede han sølvpengene ind i Templet, gik bort derfra og gik hen og hængte sig."

Jeg tror ikke, at Judas virkelig var klar over, at de ville dræbe Jesus. Judas var ude efter pengene. Men da han så, at Jesus virkelig blev domfældt, gik han til ypperstepræsterne og bekendte sin synd. Men han gik ikke til Jesus! Det var profeteret at en skulle forråde Jesus, men det behøvede ikke at blive Judas, det blev ham, jeg undre mig på, hvad der var hændt om han havde gået til Jesus og grædt ud ved hans fødder, men han gjorde det ikke. Jeg er vis på, at Jesus ville tilgive ham, ligesom han tilgav dem, som slog naglerne i hans hænder og fødder. Men Judas gik i stedet til præsterne og bekendte.

Ap. G. 1:20: "Der står jo skrevet i salmernes bog: Lad hans gård blive øde, lad ingen bo i den, og: Lad en anden få hans tilsynsgerning."

Sal. 69:26-29: "Deres teltlejr blive et øde, og ingen bo i deres telte! Thi de forfølger den, du slog, og øger smerten for dem, du sårede. Tilregn dem hver eneste brøde, lad dem ikke få del i din retfærd, lad dem slettes af livets bog, ej optegnes blandt de retfærdige."

Her tales om Judas. Hans navn var engang skrevet i livets bog, men i henhold til denne profeti blev hans navn slettet ud. På grund af overtrædelser og synd, faldt han fra sin plads ved Jesu side, og hans navn blev slettet ud.

Matt. 7:21-23: "Ikke enhver, der siger til mig: Herre, Herre! Skal komme ind i himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje. Mange skal sige til mig på hin dag: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn? Og da vil jeg sige dem rent ud: Jeg har aldrig kendt jer, vig bort fra mig, I, som øver uret."

Læg mærke til, de skal stå foran Jesus og sige: Jeg kastede djævle ud og forkyndte i dit navn. Judas gjorde også dette. Ingen kan kaste djævle ud uden ved Guds kraft. Hvordan kunne Jesus sige: Jeg har aldrig kendt jer? Hvad mente han? Vi finder svaret i Ez. 18:24-25:
" Men når den retfærdige vender sig fra sin retfærdighed og gør uret, lignende vederstyggeligheder, som den gudløse øver, så skal ingen af de retfærdige gerninger, han har gjort, tilregnes ham, for den troløshed, han øvede, og den synd, han gjorde, skal han dø.

Og i siger: Herrens vej er ikke ret! Hør dog, Israels hus! Er det min vej, der ikke er ret? Er det ikke snarere Eders vej, der ikke er ret?"

Det har intet at sige hvor retfærdig du har været, dersom du dør i synd. Du vil da fremstå for Jesus, som en han aldrig har kendt. Den stilling du dør i, er den stilling du skal dømmes efter.

Vi læser i Heb. 10:38: "Og min retfærdige skal leve af tro, men hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham."

2. Pet. 2:20: "Thi når de ved erkendelse af Herren og frelseren Jesus Kristus har undflyet verdens besmittelse, men igen lader sig indvikle deri og bukker under, så er det sidste blevet værre med dem end det første."

Folk kan lide, at høre ord, som klør dem i øret. Mange taler om og siger: En gang frelst, altid frelst. Om du er født på ny er du altid under nåden og Gud ser ikke så meget på synden, som du måske lever i.
Nej, men du kan blive skåret af!

Luk. 12:42-46: "Herren svarede: Hvem er vel den tro og kloge husholder, som hans herre vil sætte over sine tjenestefolk til at give dem deres bestemte kost i rette tid? Salig den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan! Sandelig siger jeg Eder: han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.

Men hvis den tjener tænker ved sig selv: Min herre venter med at komme, og han så giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke, så han bliver beruset, da skal den tjeners herre komme på den dag, han ikke venter, og i den time, han ikke kender, og synderhugge ham og give ham plads blandt de utro."

Her taler Jesus om tjenerne, de som forkynder ordet, om os! Og om han kommer og finder, at vi tar del med de ugudelige, skal vi blive hugget sønder, og Gud vil give os lod og del med de utro.

Judas var engang et af Jesu får, som Jesus havde udvalgt til at forkynde, han havde fået magt til at helbrede syge, og kaste djævle ud. Men han elskede penge mere end han elskede Jesus. Djævelen besatte ham og han forrådte Jesus.-- Og du, vær forsigtig, vær ikke for selvsikker, du kan forvandles fra at være et får til at blive en djævel på et øjeblik.

Joh. Åb. 3:5: "Den, der sejrer, skal således iføres hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, og jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle."

Så om dit navn er indskrevet i livets bog, så kan det slettes ud!

Lad os til slut læse 1. Kor. 10:12: "Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!"

Spørgsmål:

Den forgangne søndags prædiketekst (sidste søndag i kirkeåret), som handler om kongen, der skiller fårene fra bukkene, er ved at give mig grå hår i hovedet - der dømmes efter gerninger (eller mangel på samme). De, som ikke har gjort dette eller hint, dømmes til evig straf, og de, som netop har gjort dette og hint, får lov til at tage det rige i arv, som … Der ses alene på gerningerne.

Hvordan hænger det sammen med “af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds" og at “enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes"?

Er der mon en, der kan forklare mig, hvad der er op og ned i denne sag?

Med venlig hilsen - og tak!

Svar:

Tak for et godt og vigtigt spørgsmål!

Jeg har fundet følgende forklaring i “Vejen gennem Bibelen“, som jeg synes, svarer på dit spørgsmål - men du er velkommen til at spørge igen, hvis du ønsker noget uddybet.

Fra Vejen gennem Bibelen:

Matt 25,31-46

Det er denne situation, som alle verdenshistoriens begivenheder sigter imod, og som hele Matthæusevangeliet, ja hele Bibelen peger frem imod: at Jesus skal tage sæde på sin herligheds trone, hvor han sidder inde med al magt i Himlen og på Jorden. Da vil alle folkeslagene være underlagt hans dom.

Men hvad er det, der skiller disse to grupper; hvad er det, der placerer nogle på den højre side (på ærespladsen) og nogle på den venstre side? Hvad er prøvestenen?

I lyset af hele det bibelske budskab er det helt og aldeles klart, at disse mennesker ikke bliver frelst ved lovgerninger. Enhver, der bliver frelst og får plads i Himlen i Guds fuldkomne rige, bliver det af nåde alene. Han frelser os af nåde, han bevarer os af nåde, og af nåde tager han os ud af denne verden og fører os hjem til sig i sit rige; og når vi har været der i hundrede milliarder år, så er det stadig af Guds nåde alene, vi er der.

Hvad er det så, Jesus siger om disse gerninger? Jo, det er de gerninger, der er troens frugt, og som vidner om troen på Jesus. Det er ikke gerningerne som sådan, men den tro på Jesus, som disse gerninger udspringer af, der er frelsens grund.

For at forstå denne beretning fuldt ud, skal vi huske, at Jesus fortæller om tiden lige før hans genkomst, den store trængselstid. I de dage vil det være forbundet med livsfare blot at række “Jesu mindste brødre“ (den forfulgte menighed) et bæger koldt vand. Ingen ville i de dage vove at tage sig af en af Jesu mindste brødre, hvis det ikke var fordi, han selv hørte Jesus til. Derfor vil disse gerninger af de antikristelige magthavere blive betragtet som et vidnesbyrd om, at det menneske, der gør dem, selv er en kristen; og sådan bliver det altså også foran Menneskesønnens domstol.

Men for dem, der ikke vil have med Jesus at gøre til frelse, og som derfor vender sig bort fra hans forfulgte menighed, er der kun dom. Det, ikke at ville være ét med Guds folk, når der kommer trængsler og forfølgelser for Jesu navns skyld, er et sikkert tegn på frafald. Lad mig minde om Jesu forklaring til det sædekorn, der faldt på klippegrund:

Det, som blev sået på klippegrund, det er ham, der straks tager imod ordet med glæde, når han hører det; men han har ikke rod i sig, han holder kun ud en tid, og når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder han straks fra (Matt 13,20-21).

Lad mig til slut minde om, at de retfærdige overhovedet ikke påberåbte sig disse gerninger. Deres eneste frelsesgrund var Jesu Kristi retfærdighed; men deres tro på Jesus satte sig sådanne spor i deres liv, i deres forhold til det nødlidende medmenneske og først og fremmest i deres forhold til Kristi forfulgte menighed, at det vidnede om deres tro både i himlen og på jorden. Andre mennesker så det, Gud så det, men selv så de det ikke; de så bare på Jesus!

?

Spørgsmål:

Efter gårsdagens prædiken over Jesu ord om bespottelse mod Ånden vil jeg høre, om der hos jer er en, der vil hjælpe med at kaste lys på netop dette med bespottelse mod Ånden og det, at denne bespottelse ikke skal tilgives.

Jeg har efterhånden hørt en del prædikener over denne tekst, og jeg sidder hver gang tilbage med en fornemmelse af, at præsten enten ikke forstod, hvad det gik ud på, eller at han ikke vil acceptere alvoren i disse ord og derfor smyger sig udenom.

Helt konkret vil jeg gerne spørge:

1. Hvad er bespottelse mod Ånden?

2. Hvad betyder det, at bespottelse mod Ånden ikke kan tilgives?

Med venlig hilsen

- og tak for jeres hjemmeside.

Svar:

Vi har en række tekster i Det nye Testamente, som ofte har givet kristne søvnløse nætter. Disse tekster taler om en synd, som ikke kan tilgives. Efter læsning af disse tekster har alvorlige kristne spurgt sig selv: "Mon jeg har begået denne synd? I så fald er himlen måske lukket for mig!"

Hvordan skal disse tekster forstås?

Matt 12,22 fortæller, at Jesus helbreder en besat, der er både blind og stum. Men farisæerne forklarer folkeskaren, at det er ved dæmonernes fyrste, Jesus uddriver dæmoner. Dertil svarer Jesus: "Hvis Satan uddriver Satan, er han kommet i splid med sig selv" (v.26), og Jesus advarer farisæerne: "Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende" (v.31-32).

I Markus’ beretning siges det sådan: "Den, der spotter Helligånden, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd" (Mark 3,29). Se også Luk 12,8-10.

Johannes skriver tilsvarende i sit første brev: "Hvis nogen ser sin broder begå en synd, som ikke er til døden, skal han bede og således give ham liv - dette gælder dem, der ikke synder til døden; det er ikke om den, jeg siger, at man skal bede. Enhver uretfærdighed er synd, men der er synd, som ikke er til døden" (1 Joh 5,16-17).

Hvad vil det sige at synde til døden, og hvilke synder er ikke til døden? Hvordan kan man vide, om man har begået den synd, som er til døden?

Hebræerbrevet siger to gange, at der er nogle mennesker, som umuligt kan bringes til omvendelse. "For det er umuligt at føre dem til ny omvendelse, som én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave, dem som har fået Helligånden og smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, og som så falder fra; for de korsfæster selv Guds søn igen og gør ham til spot" (Hebr 6,4-6).

Kapitel 10 siger det samme på denne måde: "For synder vi med vilje, efter at vi har lært sandheden at kende, findes der ikke længere noget offer for synder, tilbage er kun en frygtelig forventning om dom og en brændende nidkærhed, som skal fortære modstanderne" (Hebr 10,26-27). Dette gælder, fordi man "træder Guds søn under fod og vanhelliger pagtens blod […] og håner nådens Ånd" (v.29).

Betyder dette, som mange har hævdet, at det ikke er muligt at komme til tro igen, hvis man er faldet fra troen? Nej, det gør det ikke!

Evangelieteksterne om at spotte Helligånden, Johannes’ ord om den utilgivelige synd og Hebræerbrevets tale om den synd "med vilje", som forhindrer ny omvendelse, handler om det samme.

Det er lettest at forklare, hvis vi inddrager den advarsel, som vi får i Hebr 3,7-8 og 12-13: "Som Helligånden siger: Om I dog i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde […] Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud, men forman hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder ’i dag’, for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag."

Bibelen advarer os ofte mod forhærdelse. Dette udtryk betyder, at hjertet bliver for hårdt til, at Guds Ord kan trænge ind. Man forhærder sig bevidst og med vilje imod det, som man godt ved, er sandt. Man gør sig hård både mod Guds Ord og mod samvittigheden. Man hører kaldet, men man lukker bevidst for det.

Bibelen beretter, hvordan farao forhærdede sig mod Guds kald (2 Mos 7,13; 8,11 m.fl.). Fordi faraos hjerte var hårdt, forhærdede Gud ham (4,21; 7,3; 10,1 m.fl.). Det forholder sig ikke sådan, at Gud forhærder et uskyldigt menneske. Sammenhængen er den, at Gud finder det hårde hjerte, som altså er der på forhånd. Når Hans Ord ikke trænger ind og blødgør dette hjerte, så virker Ordet stik modsat. Det er nemlig et levende ord, der aldrig vender virkningsløst tilbage til Gud. Hvis det møder et hårdt hjerte, så forhærder Guds Ord dette hjerte. Når denne proces er bragt til ende, er hjertet for hårdt til, at Ordet kan trænge ind. Man er endeligt forhærdet. Men ansvaret for denne forhærdelse ligger kun ét sted: hos det menneske, der forhærder sig.

Kong Sihon blev forhærdet af Gud, så han ikke lod israelitterne drage gennem Heshbon (5 Mos 2,30). Gud forhærdede de folk, der boede i Kana’an, så de indlod sig i krig med Israel og mistede deres land (Jos 11,20). Hofni og Pinehas, præsten Elis sønner, var ugudelige og syndede med de kvinder, der kom til Herrens helligdom (1 Sam 2,12 og 22). Så forhærdede Gud dem, så de ikke hørte på deres fars advarsler. Gud havde nemlig besluttet, at de skulle dø (v.25). Og når israelitterne lukkede af for Guds Ord, forhærdede Gud deres hjerte (Es 63,17).

Forhærdelsen er en proces. Men vi kan ikke på forhånd sige, hvor lang tid den tager. Det er givetvis individuelt, og det er kun Gud, der ved, hvor langt det forhærdede menneske er kommet i denne proces. Men på et tidspunkt er processen bragt til ende, så man ikke længere kan bringes til omvendelse. Et sådant menneske har stået Guds Ånd imod indtil det punkt, hvor Guds Ånd vender sig imod dette menneske. Esajas siger om israelitterne på hans tid: "De trodsede og krænkede hans hellige ånd, så Han blev en fjende for dem og gik til angreb på dem" (Es 63,10). Derefter står der, at Gud forhærdede deres hjerte.

Fordi forhærdelsen er en proces, kan Bibelen også bruge dette udtryk om mennesker, som ’kun’ er på vej mod forhærdelse, men som endnu ikke er blevet endegyldigt forhærdede. Med denne afsvækkede betydning kalder Jesus sine disciple forhærdede (Mark 6,52; 8,17), på trods af det det jo kun var Judas Iskariot, der gik fortabt.

Så længe man er på vej mod forhærdelse, er der stadig mulighed for omvendelse. Men det skal ikke få os til at udskyde omvendelsen til i morgen, for der er altid 24 timer til, at det bliver i morgen. På den måde kan vi udskyde omvendelsen, indtil vi er helt forhærdede, og så kan vi ikke længere omvende os. Vi kan ikke, fordi vi ikke vil, og vi vil ikke, fordi vi ikke kan ville. Hjertet er blevet for hårdt.

Men Gud er hellig, og Han lader sig ikke spotte (Gal 6,7)!

Derfor skal vi lytte, så længe der er noget, der hedder ’i dag’.

Det bliver i hvert fald for sent, når vi dør. Men Bibelens tale om forhærdelse viser os, at det også kan blive for sent, før vi dør.

Martin Luther (1483-1546) forklarer: "Ubodfærdighed er den utilgivelige synd" (WA 18,613,23).

Jesus siger jo, at mennesker skal få tilgivelse for al synd og bespottelse bortset fra én (Matt 12,31). Johannes tilføjer: Der er kun én synd, som er til døden. Og Hebræerbrevet forklarer: Det er, når man håner nådens Ånd (Hebr 10,29).

Helligånden er nådens Ånd, fordi Hans primære funktion er at forkynde Guds nåde mod syndige mennesker. Som Den lille Katekismus siger, er det Helligånden, der "har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro." Hvis man forhærder sig mod denne gerning, så spotter man Helligånden. Man håner Hans funktion som nådens Ånd. Og når man forhærder sig mod nåden, er der selvfølgelig ingen nåde at få. Man er ubodfærdig, som Luther siger. På et tidspunkt ophører Helligåndens kald. Så bliver Han en fjende for os, og så kan vi ikke længere omvende os.

Men hvis du endnu kan frygte for, om du mon har begået denne synd, så er netop dette et bevis på, at du ikke er forhærdet. Det hårde hjerte er nemlig ligeglad. Det spotter nådens Ånd med oprejst pande.

I historiens løb er disse bibeltekster også blevet forstået på andre måder. En del af disse måder vil vi se kortfattet på nu:

Omtalen i 1 Joh 5 af synden til døden har medvirket til, at man i romersk-katolsk tradition skelner mellem dødssynder og tilgivelige synder. Der er, hævdes det, en række synder, som er så grove, at de ikke kan tilgives, eller at de kun meget vanskeligt kan tilgives. Til gengæld har katolske teologer været uenige om, hvilke synder der skal betegnes som dødssynder. Den store middelalderteolog, Thomas Aquinas (1225-74), mente, at det måtte være disse syv: Hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab. Andre har peget på ydre synder som utugt, mord og blasfemi mm.

Mit svar lyder: Al synd er dødssynd, hvis man forhærder sig mod Guds advarsel.

I oldkirken var der en streng retning, der hævdede, at enhver synd begået efter dåben umuliggjorde frelsen. Det medførte, at en del mennesker ventede med at blive døbt til deres dødsleje, fordi de mente, at de så ikke kunne nå at begå nye synder. Den kristne kirke har altid afvist denne opfattelse.

Siden oldkirken har mange læst Hebr 6 og 10 sådan, at ethvert frafald umuliggør ny omvendelse. Denne opfattelse finder man i Credo-kommentaren (Poul Ivan Madsen: Hebræerbrevet, Credo Forlag 2007, s.147). Senere i samme bog trækkes dog lidt i land, så "det alene drejer sig om det endegyldige frafald fra den kristne tro" (s.258). Men det forbliver uklart, hvad forskellen er på frafald og "det endegyldige frafald." Forfatteren afviser den forklaring, som jeg har givet ovenfor; nemlig at Hebr 6 og 10 handler om forhærdelse.

Bespottelsen af Helligånden i Matt 12, Mark 3 og Luk 12 forstås af nogle fortolkere sådan, at man skal udtale en særlig blasfemi, bevidst vendt imod netop Helligånden for at gøre sig skyldig i dette. Men de forklarer ikke, hvordan denne særlige spot skal lyde, for at der ikke længere er mulighed for omvendelse.

Paulus skriver, at Jesus har vist ham tillid, "skønt jeg tidligere var en spotter og forfølger og fór frem med vold. Men jeg fandt barmhjertighed, for i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde" (1 Tim 1,13). Jøden Saulus spottede de kristnes tro. Det er vanskeligt at forestille sig, at hans omvendelse havde været umulig, hvis han ikke kun havde spottet de kristnes tro på Jesus, men også deres tro på Helligånden. Der er snarere tale om, at hans omvendelse var mulig, fordi han endnu ikke havde forhærdet sig imod det, som han udmærket vidste, var sandt.

Derfor finder jeg den opfattelse mest sammenhængende og bibelsk, at alle de nævnte tekster handler om at forhærde sig mod Helligåndens primære gerning.

Find den hellige Bibel
for
en bibel
– er ikke bare en BIBEL !

Med stor bedrøvelse – først dybt rystet og chokeret – går det op for flere og flere kristne verden over, at enhver bibel bestemt ikke bare er en ægte, ren og sand BIBEL.

Søger man GUDS HELLIGE, UFORFALSKEDE ORD, er man desværre nødt til at
se nøje på det valg af håndskrifter der ligger til grund for oversættelsen af de forskellige BIBELER,
før man kan finde DET SANDE OG PURE GUDS ORD = BIBELEN .

Tidens ånd er imod Guds Ord, fordi verden bliver mere og mere anti-kristelig, og derfor ikke ønsker Guds Ords sande udbredelse på jorden.

Siden 1881 er man gået bort fra at oversætte fra de håndskrifter, der kaldes TEXTUS RECEPTUS (Den Modtagne Tekst – RECEPT-TEKSTEN), som udgør 99 % af ALLE EKSISTERENDE HÅNDSKRIFTER, og som – på nær meget få, små og simple afskrivningsfejl – er ENSLYDENDE !!!

DE ÆLDSTE håndskrifter findes iblandt disse 99 %, som også kaldes FLERTALS-TEKSTEN eller MAJORITETS-TEKSTEN.

I året 1881 tog to engelske bibelforskere og bibelkritikere, Wescott og Hort, der IKKE var kristne, men i stedet ønskede at knægte Guds Ord, den ene procent –  1 % – af håndskrifterne, der ikke stemmer overens med Textus Receptus, og som IKKE STEMMER OVERENS INDBYRDES, og brugte dem, som baggrund for en ny oversættelse af “bibelen”.

Siden har Nestle og Arland, og mange, mange andre håndskrift-forskere videreudviklet oversættelser udfra denne 1 % håndskrifter,
der benævnes Sinaiticus- og Vaticanus-manuskripterne, Alexandria-håndskrifter, der har:

omkring 13.000 steder, der afviger fra FLERTALS-TEKSTEN, gennemsnitlig 2 i hvert bibelvers !!

Dertil kommer at de har strøget – slettet – ca. 4.000 ord.

Der er lagt ca. 2.000 ord til.    

Og ombyttet ordstilling ca. 3.500 steder.

Disse 1 % Vaticanus-, Sinaiticus-, Vaticanus-håndskrifter er indbyrdes modstridende, med gennemsnitlig 12 steder på hver side !

Dette bevirker at omkring 70 % af læsningen er i uoverensstemmelse med Flertalsteksten, og det dukker især op
i evangelierne, hvor næsten HVERT VERS er ændret !

Disse rystende udsagn kommer fra to af jordens grundigste håndskriftforskere, Colwell og Burgon,

og med dem senere mange flere, – og man kan faktisk let selv sammenligne bibeloversættelserne, og se, hvad det er, der er igang med at ske: Antikrist bereder SIN bibelversion !

…

Textus Receptus findes oversat til engelsk, og er New Testament – Det Nye Testamente – i King James Version:

HOLY BIBLE

Den kan bestilles i boghandelen, men vælg endelig ikke NEW King James Version, for den er en kraftigt ændret oversættelse – i lighed med alle de andre nye oversættelser !

I Norge blev Textus Receptus oversat i 1997, og Bibelen hedder GUDS ORD, og kan fås på Hermon Forlag, Bibelforlaget – telefon (+47)  63 80 30 97.

…

Find din bedstemors store, sorte brudebibel frem.

Deri er
Det Gamle Testamente – oversat i 1871
og Det Nye Testamente – oversat i 1819.

Lær dig at læse gotiske bogstaver (det er let !) indtil vi får en ægte BIBEL på dansk !!!

Jeg ser intet som helst positivt ved andre religioner, intet whatsoever, skriver forfatter Thomas Teglgaard 

Religion.dk har udfordret panelisterne med spørgsmålet: Peg på noget, du finder sympatisk ved en anden religion. Og på noget, du har svært ved at forlige dig med? Kristen læge og forfatter Thomas Teglgaard svarer: 

Jeg har ikke lyst til at kommentere direkte på andre religioner. Jeg opfatter al religion som alle vi menneskers bestræbelser på at finde tilbage til den Gud, som har skabt os, som elsker os, og som vi står til regnskab over for. Imidlertid spærrede han vejen for os; han satte ligefrem keruberne med flammesværd og det hele til at bevogte vejen tilbage. 

Hvorfor? Jo, fordi Gud er hellig og retfærdig, herlig og fuldstændig perfekt, og dér hvor han er, kan urenhed og synd ikke også være, ellers ville det ikke være Gud og Guds rige. 

I mødet med Gud går synderen til grunde, derfor smed Gud mennesket ud af Edens Have. Han kunne nemlig ikke bære tanken om, at vi også skulle række ud efter livets træ og leve evigt - som levende døde - det vil sige; adskilt fra Gud, og med ondskaben boblende i vores bryst, ville vi være aldeles uden håb. 

Resten af menneskets historie handler så om, hvordan man forsøger at famle sig frem til Skaberen; man bygger Babelstårnet, afgiver løfter, følger strenge regler og love, man bringer ofre, man slider og strider, tilbeder og lovsynger og så videre. 

Men, Gud greb ind; han sendte sin søn, Jesus, for at opsøge og frelse det fortabte menneske, og ved troen på ham tilregnes vi hans retfærdighed og har fællesskab med Gud og skal arve Guds rige sammen med hans søn, Jesus. 

Altså er religion noget ganske andet end frelsende tro. Religion handler om, hvordan vi når Gud; frelsende tro, det vil sige at tro på Jesus, handler om, at Gud har gjort alt for os. Dermed også antydet, hvad jeg mener om andre religioner: De er løgn, fostret af Djævelen og menneskets indbildske tanker. 

Det er bedst at tro på Jesus 

Jeg ser intet som helst positivt ved andre religioner, intet whatsoever! Dog skal dette med: Jeg respekterer fuldt ud, at der findes andre religioner, og jeg kræver ikke af andre, at de tror det samme som mig. 

Det nemmeste ville da også være at lade, som om alt muligt andet (og så kan man kalde det islam, buddhisme, hinduisme eller noget helt tiende - jeg er ligeglad!) er lige så godt som at tro på Jesus. Det er bare ikke sandt. 

Derfor tillader jeg mig også at fortælle mine omgivelser (og her skrive det), at der ikke findes nogen anden mulighed for frelse end ved at tro på Jesus som Guds søn og verdens Herre, vores frelser og eneste håb. 

Jeg tillader mig med andre ord at missionere, fordi sandheden ikke er relativ. Enhver er ikke salig i sin tro, i hvert fald ikke hvis troen ikke er tro på Jesus. 

Al anden religion er under Guds vrede 

Jeg tillader mig at missionere, fordi al anden tro er løgn fra ende til anden. Og jeg respekterer, at andre ikke tror det samme som mig, ikke vil høre på mig, ikke vil tage imod evangeliet. 

Og jeg forstår det sådan set også, for når man fra barnsben af har hørt noget andet end sandheden, hvor modbydeligt opfatter man det så ikke, når nogen pludselig kommer og siger, som jeg gør nu: "Tro på Jesus, så skal du blive frelst fra dine synder og få adgang til Guds rige". 

Al anden tro hører under kategorien "religion", og er under Guds vrede. Og jo, jeg kan godt selv fornemme, hvordan det må lyde for den, der tror noget andet. Men, det gør det ikke mindre sandt. 

Thomas Teglgaard er læge og forfatter og panelist ved religion.dk. - se evt.  Læserdebat

Nåde og fred - det er Guds mål med os mennesker. 
    Han ønsker at tilgive os vores synder, sådan at det brudte forhold imellem os og ham bliver helet. Han elsker os, og kærligheden er nu engang sådan indrettet, at elsker man nogen, vil man også gerne være sammen med dem. Desværre har syndefaldet gjort os urene, så vi ville gå til grunde, såfremt han alligevel insisterede. Han kunne jo ikke sige: "Elsker jer, I skal have en krammer!" for ønsker man at kramme den elskede ihjel? 
    Så gjorde han det vidunderlige: Han blev menneske. Han, som var med, dengang himlen og jorden blev skabt, blev et foster, et spædbarn, en lille dreng, en mand. Han blev et menneske som os. Men mere end det: Han gav sig selv hen for os, ja, han, som selv er liv, gav sit liv, han gjorde det nødvendige, for at vi igen kunne være sammen. 
    Det er målet: nåde og fred - nu og i al evighed. 
    Nåde: At vi har hans yndest, dvs. hans velbehag. Fred: At alt er, som det skal være, imellem os. 
    Ved troen på Jesus har vi nåde og fred. Alt er i den skønneste orden. Det ser muligvis ikke altid ud, eftersom verden er et farligt sted at opholde sig, men hvor Guds nåde er, er Guds fred også. 
    Guds mål med dig er altså ikke, at du skal blive rig og berømt, eller at du skal nå at opleve det ene eller det andet. Det er heller ikke nødvendigvis, at du skal være rask og glad her i verden, eller at verden skal hylde dig som megastjerne, eller bare at dine venner ser op til dig. Det betyder ikke, at du ikke også kan opnå noget af alt dette, men noget mål for dig er det ikke. I hvert fald ikke hvis det står til Gud. Hans mål med dig er dette: nåde og fred. 
    Gud ønsker, at du skal nå sikkert frem til målet: at være sammen med ham i hans evige rige. At du skal opleve nåde og fred helt fysisk. At du skal se ham, som han er, og fryde dig over ham, juble over at være hans skabning, undres over at være så rig, så smuk, så god, så fuldstændig funklende som ham selv. 

Er prisen fattigdom, skænker han dig gerne fattigdom her i tiden. 
Er prisen sygdom, skænker han dig gerne sygdom her i tiden. 
Er prisen forfølgelse, latterliggørelse, foragt, ja, så skænker han dig gerne alt dette her i tiden. 

Det betyder ikke, at Gud ikke under os rigdom eller berømmelse eller sundhed eller glæde. Og det betyder heller ikke, at fordi det går en dårligt her i livet, så er det, fordi Gud er nødt til at tage så meget skrappere midler i brug, eftersom den, der er syg, fattig og forfulgt, er særlig genstridig. Men det betyder, at intet af det onde, et Guds barn møder her i verden, ikke er "godkendt" af Gud, der har det overordnede mål at frelse så mange mennesker, som ønsker at lade sig frelse. 
    Betyder det så, at man som kristen lige så godt kan lære lektien med det samme og derfor være trist og pessimistisk og det, der er værre? Nej, overhovedet ikke! Tværtimod! Gud ønsker, at vi skal være glade og frimodige mennesker; han ønsker, at vi skal have et godt liv her på jorden. Men mere end noget andet ønsker han, at vi skal nå målet - nåde og fred nu og i al evighed. Han ønsker for os, at vi skal have vores glæde og rigdom i ham. Han ønsker for os, at vi ikke søger selv at blive berømte, men at vi ønsker at berømme ham, som har skabt alting, og som hele verden snart vil bøje knæ for. Han indbyder os til at se verden i det evige perspektiv: At jorden går under; den brænder op. Men græde over jordens undergang er der ingen grund til. For når det sker, er det for altid slut med alt ondt. Gud gør alting nyt, og ingen vil længere huske på, hvordan det var engang. 

Guds mål med dig her i verden er altså, at du skal være en glad og frimodig kristen, som glæder sig over livet, og samtidig længes efter den Jesus, som snart kommer igen og genopretter skaberværket. Han ønsker, at du skal blive bevaret i troen på ham, og han sender dig som vidne i den verden, som ellers helst er fri for at blive mindet om sit ophav. 
    At blive bevaret i troen på ham er langtfra nogen selvfølge. Mange er faldet fra troen, og alle kristne lever med den fare. Djævelen forsøger utrætteligt at trække os bort fra Jesus, og alt for ofte lykkes det for ham. Det sker ikke sådan, at man pludselig vågner op en morgen og tænker: Ej, gider ikke alligevel, glemt det, Jesus! Nej, vi har tidligere set på nogle af den ondes strategier, som især er fristelser til synd og bagatellisering af syndens konsekvenser og manglende tro på Gud: "Mon Gud har sagt ... ?" Det sidste siger han selvfølgelig ikke sådan, i stedet følger han tidens trend og hvisker: "Jo, ork jo, det står da i Bibelen, så selvfølgelig er det sandt, men Bibelen skal jo tolkes, du ved, og hvem siger, at den ene tolkning er mere rigtig end den anden?" 
Men lad dette stå tindrende klart: Guds ord kan ikke gradbøjes, ikke tolkes efter forgodtbefindende. De enkelte skriftsteder skal læses i lyset af de øvrige skriftsteder, de må aldrig spilles ud imod hinanden. 
    En nøgle til forståelse af Bibelen er det, som kaldes lov og evangelium. Lad os som noget af det sidste her i bogen se lidt nærmere på disse begreber. 

Lov og evangelium 

Man kan blive ret forvirret ved at læse i Bibelen - indtil Helligånden gør de mange bogstaver levende og forvandler de enkelte ord til Ordet. 
    Det ene sted læser man, at man ikke må gøre det ene, det andet at man så absolut skal gøre det andet. Tænk bare på de ti bud. Eller det med at du skal elske din næste som dig selv. Gud truer med straf og undergang, hvis du er ulydig. 
    Samtidig lyder der helt andre toner.Vi kan læse, at Jesus skænker os alt. Ufortjent ejer vi syndernes forladelse og det evige liv. Man skal intet som helst gøre for at blive frelst, tværtimod, forsøger man på det, står man kun i vejen for Gud. Det er blot at tage imod i tro, og selv troen skal man ikke præstere, også den er en Guds gave.     
    Hvad er rigtigt? Skal vi gøre noget, eller skal vi ikke? 

For at forstå det her må vi tilbage til begyndelsen. Gud skabte alting, også mennesket. Han skabte alting godt, men mennesket valgte sine egne veje, fristet som Adam og Eva var af slangen, og siden da har hele menneskeslægten lidt under syndens forbandelse. 
    Imidlertid består en stor del af forbandelsen i, at vi ikke ser tingene klart. Hvor galt det er fat med os, aner vi kun i glimt - og kun når Gud viser os det. Derfor gav han os loven: For at vi skulle indse, at vi ikke kan leve op til Guds standard. For at vi skulle indse, at det er ude med os, hvis det stod til os selv. 
    Loven også har andre funktioner, men dem må du læse om i tykkere bøger end denne. Lovens hovedfunktion er dog fuldstændig klar: at overbevise os om synd. At få os til at indse, at vi over for Gud er fortabte. 
    Dermed er vejen banet for, at Gud kan vise os vores eneste redningsmulighed. Kun den, der er ved at drukne, interesserer sig nemlig for, om der er en redningsvest i nærheden. Og kun den, der kender Guds dom, ser sig desperat om efter en advokat, der kan føre ens sag. 
    Jesus er denne advokat,ja, mere end det. Han er gået ind i retssalen, han har stillet sig op foran dommeren og sagt: "Det er mig, der har gjort det alt sammen. Straf mig!" 
    Den druknende, der desperat ser sig om efter en redningsvest. Den anklagede, der ser sig om efter en advokat. Håbløst fortabt - og så kommer der en og redder den fortabte. 
    Loven er altså Guds krav til os, og hver gang vi læser om noget, vi skal eller ikke må, så er det loven. Formålet med loven er at få os til at indse, hvor håbløst det er fat med os, så vi ser os om efter et eller andet eller en eller anden, der kan redde os. Evangeliet om Jesus er evangeliet om ham, der frelser os. Han har betalt for vores synder, forligt os med Gud, han har ført vores sag over for den store dommer.Vi kan og skal intet gøre, Jesus har gjort alt. 
    Altså: Hvis du tror på Jesus, er det kun ham, der gælder i forholdet til Gud. Der er intet krav tilbage om at opfylde loven. Der er kun Jesus. 

Noget andet er så, at i forhold til dine medmen­nesker er loven en glimrende vejledning i det, der nu gælder for dig: kærlighedens gerninger. Her er der ikke noget evangelium, kun kærlighedens lov. Du skal elske din næste osv. 

Men over for Gud - tilgiv mig, at jeg gentager det, jeg gør det lige så meget for min egen skyld - over for Gud gælder kun Kristus. Ved troen på ham har vi fred med Gud.

Bogen er udkommet - febr.2011 - Besøg bogens hjemmeside.

Jesu disciple er ikke særlig modtagelige for åbenlyse opfor­dringer til synd. Det er ikke sandsynligt at de vil lade sig over­liste af den lærer/prædikant som forkynder grel nydelsesfilo­sofi eller anarki eller forskellige former for vantro. Problemet opstår med den prædikant der virker from, der beder, der ved første øjekast synes at have alle den kristnes kendetegn. Han bruger alle de rigtige religiøse klichéer, og selve den dogma­tisme han udstråler, synes at bevidne hans rettroenhed. Han ser ud som et af fårene i Kristi flok, og flertallet af de ægte får opdager ikke at han i virkeligheden er en grisk ulv. »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve« (7,15). 
    Problemet med de falske profeter har altid eksisteret. En profet er i grunden et sendebud for en anden, og disse falske profeter hævder at de taler på Guds vegne. Den egentlige fare ved dem er at de bliver antaget for det som de giver sig ud for at være - de optræder inden for menigheden og samler sig en tilhængerskare i menigheden. Jesus advarer et andet sted om at »mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild« ( Matt.24,11 ). Mod afslutningen af sin tjeneste advarede Pau­lus de ældste i menigheden i Efesos: »Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig. Derfor skal I være på vagt. Og husk på, at jeg gennem tre år uophørligt, nat og dag, har vej­ledt hver enkelt under tårer« ( Ap.G.20,29-31 ). Eller overvej de alvorlige ord i 2.Pet.2,1-3 og 17-22: 

Der var dog også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil indsmugle ødelæggende vranglærdomme og tilmed fornægte den Herre, som købte dem. De nedkalder en brat tilintetgørelse over sig selv, men mange vil følge dem i deres udsvævelser, og sandhedens vej vil komme i vanry på grund af dem. I deres griskhed vil de søge at udnytte jer ved hjælp af opdigtede historier; men dommen over dem er fældet for længe siden, og deres fortabelse slumrer ikke. 

Disse mennesker er udtørrede kilder og tåger, der jages af stormen, og dystert mørke venter dem. De bruger opblæste og tomme ord, og ved hjælp af deres udsvævelser forfører de i kødeligt begær andre, som lige har gjort sig fri af de folk, der lever i vildfarelsen; de lover dem frihed, skønt de selv er slaver af fordærvelsen; for det, man ligger under for, er man slave af. Hvis mennesker gennem erkendelsen af vor Herre og frelser, Jesus Kristus, har gjort sig fri af ver­dens urenhed, men igen lader sig besnære og overvinde af den, er det sidste værre for dem end det første. For det hav­de været bedre for dem slet ikke at have lært retfærdighe­dens vej at kende end først at lære den at kende og siden vende sig fra det hellige bud, som de har fået overdraget; så er det gået dem, som ordsproget træffende siger: »Hunden vender tilbage til sit eget bræk,« og: »Når en so er vasket, vælter den sig i sølet.« 

Måske burde det ikke overraske os når vi tænker på hvem der er arketypen bag disse falske profeter. Om visse mennesker som Paulus havde haft med at gøre, skriver han: »De er falske apostle, troløse arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle. Og det er intet under. Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel. Så er det ikke mærkeligt, når også hans tje­nere giver sig ud for at være retfærdige tjenere. Det skal gå dem efter fortjeneste« ( 2.Kor.11,13-15 ). 
    Hvordan skal vi kunne genkende disse ulve i fåreklæder? Forskellige steder i Skriften findes forslag til hvordan man kan afsløre dem, men her er der kun to. 
    Det første er baseret på en iagttagelse ud fra sammenhæn­gen. Inden for Bjergprædikenens sammenhæng kan den falske profet kun være en der ikke går ind for den smalle vej som Je­sus taler om. På andre områder er han måske ikke udpræget kættersk; han ønsker måske oven i købet at fremstå som en djærv forsvarer for den rette lære. Men den vej han anbefaler, er ikke trang eller foruroligende, og derfor har han ikke svært ved at få tilhængere. Disse mennesker minder mig om visse pseudo-politiske profeter på Jeremias' tid, om hvilke Gud si­ger: »Fra den mindste til den største, alle søger uretmæssig vinding; fra profet til præst, alle handler løgnagtigt. De vil hel­brede mit lemlæstede folk, de siger letsindigt: 'Fred, fred!', skønt der ikke er fred. De bliver til skamme, fordi de handlede afskyeligt; men skammen føler de ikke, spotten forstår de ikke« ( Jer.6,13-15; jf Jer.8,8-12 ). Der er intet i deres forkyn­delse der skaber fattigdom i ånden, intet der ransager samvit­tigheden og får mennesker til at råbe til Gud om barmhjertig­hed, intet der fordømmer religiøst hykleri, intet der fremkal­der en sådan retfærdighed i levemåde at en vis forfølgelse er uundgåelig. I nogle tilfælde er det endog muligt at alt hvad disse falske profeter siger, er sandt; men fordi de udelader det besværlige, fortæller de ikke hele sandheden, og derfor er de­res totale budskab falsk.
    Den anden test er ikke baseret på betragtninger ud fra sam­menhængen, men på tekstens eksplicitte argument. Jesus si­ger: »På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frug­ter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter« (Matt 7,16-20). 
    Den semitiske måde at udtrykke sig på (dvs. både positivt og negativt: ethvert godt træ bærer gode frugter, det dårlige træ bærer dårlige frugter) gør denne test meget sikker. På Jesu tid vidste enhver at tjørnebusken havde små sorte bær som kunne forveksles med druer, og at der var en tidsel hvis blomst på afstand kunne forveksles med en figen. Men ingen ville forveksle tjørnen og druen når han stod for at skulle bruge frugten til at lave vin af. Ingen ville blive narret af tidslens blomster når han skulle spise fignen til aftensmad. 
    Med andre ord, de falske profeter kan i et bestemt perspek­tiv se ud som rigtige profeter, og deres frugter kan også fore­komme ægte. Men i det lange løb kan det ikke skjules hvordan den falske profet i virkeligheden er. Ligesom han ikke går ind for Jesu trange vej, således lever han den heller ikke; denne kendsgerning må en dag blive klar for alle der har valgt den smalle vej. Matt 7,15-20 tjener på denne måde som en bro mellem 7,13-14 og 7,21-23. Matt 7,13-14 handler om de to veje, og som vi skal se, skildrer 7,21-23 et menneske der har alt det der i øvrigt kendetegner en Jesu discipel - bortset fra lydighed mod Jesus. Broen (7,15-20) præsenterer falske pro­feter der hverken lærer den smalle vej eller praktiserer den. Deres falske lære kommer til udtryk gennem ulydigheden i deres levemåde. 
    Jeg må betone at Jesus ikke her opmuntrer til en mentalitet der nyder kætterjagten. Det er jo den samme Jesus som kort forinden har taget afstand fra en dømmende indstilling. Ikke desto mindre er det vigtigt at identificere falske lærere. Hvis de ikke umiddelbart kan genkendes ud fra deres lære, så vil de før eller senere blive genkendt ud fra deres liv; for det som et menneske tror, vil på et eller andet tidspunkt manifestere sig i det han gør. Jesus fastslår at der er et uløseligt bånd mellem tro og adfærd. For øvrigt er disse vers ikke så meget givet for al true de falske profeter selv (selvom de dårlige træer hugges om og kastes i ilden) som for at opmuntre almindelige disciple til at kunne udpege dem: »I kan kende dem på deres frug­ter.« 
    Testen må ikke udføres overfladisk. Det duer ikke kun at bruge denne tekst, finde en eller anden socialt nyttig hedning og betragte ham som en sand profet. Endnu mindre vil det være nok at vurdere et menneskes frugter ud fra sekulære kriterier: succes, stil, sikkerhed, popularitet. Adfærdsmønstre som er acceptable for vor tids evangelikalisme, slår heller ikke til. De frugter Herren Jesus ser efter, er et liv i stadig større lighed med Himmerigets normer: retfærdighed, ydmyghed, renhed, tillidsfuld og vedvarende trofasthed i bønnen, lydighed mod Jesu ord, sandfærdighed, kærlighed, gavmildhed, afvisning af alt som er hyklerisk. Det vil måske tage tid før prøven viser sig at virke; men hvor lærermæssig vildfarelse ikke kan opdages øjeblikkeligt og utvetydigt, er »frugt-testen« en sikker vejledning. 
    Pluralismen er populær i vor tid. Men selvom hvert menneske har ret til sin egen mening, følger ikke heraf at alle meninger er rigtige. Blot det at tale om »falske« profeter vil forekomme nogle menneske frygtelig intolerant; og dog er det den betegnelse Jesus selv bruger om dem der gerne vil være »Guds talerør«, men som ikke lærer hvad Jesus selv lærer »Tag jer i agt for de falske profeter,« siger han; »på deres frugter kan I kende dem.« Det er Guds rige der står på spil. Hvis man undlader at rette sig efter Jesu advarsel, betyder det at den trussel om dom som hænger over hovedet på de falske lærere også bliver en trussel for andre. Ikke blot deres liv, men også vores og jeres og mit er i fare hvis vi ikke identificerer og undgår de falske profeter.

Vi kommer nu til noget som egentlig er det modsatte af den fare som vor Herre Jesus beskæftigede sig med i Matt 7,1-5, nemlig faren ved ikke at kunne skelne. Det er ikke svært at se hvordan denne nye fare opstår. Jesu discipel har fået at vide at han skal elske sin næste og elske sine fjender. Han skal afspej­le Guds godhed, den Gud der lader det regne over både retfær­dige og uretfærdige. Han har fået at vide at han aldrig må have en dømmende indstilling. Som følge heraf lurer der en perma­nent fare for at blive holdningsløs, for ikke at ville vide af be­rettigede distinktioner mellem sandhed og vildfarelse, godt og ondt. Han vil måske oven i købet forsøge at behandle alle mennesker på nøjagtig samme måde og således demonstrere en bemærkelsesværdig mangel på dømmekraft. 

Efter at have advaret os mod faren ved at være dømmesyg advarer Jesus os nu mod faren ved ikke at bruge sin dømmekraft, især med henblik på at vælge de mennesker som vi vil delagtiggøre i evangeliets vidunderlige rigdomme. Men hvis vi skal yde denne advarsel i 7,6 fuld retfærdighed, må vi ikke overse at fem vers er møntet på dømmesyge mennesker og kun et på mennesker uden dømmekraft. Denne forholdsmæs­sige fordeling viser hvor den største fare ligger.

Herren Jesus siger: »Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal trampe dem ned med deres ben og så vende sig om og sønderrive jer.« De hun­de der her er tale om, er ikke nuttede, kærlige, kæledyr med logrende hale, godmodige vovser der elsker at blive kløet bag øret. Det drejer sig om halvvilde køtere der strejfer om i ga­derne og i omegnen af byerne med tungen ud af halsen og med burrer i den sammenfiltrede pels, bastarder i flok på evig jagt efter noget spiseligt. Og det palæstinensiske tamsvin var ikke blot en vederstyggelighed for jøder; det stammede sandsynlig­vis fra det europæiske vildsvin og var ikke helt ufarligt. Sam­men repræsenterer de to dyr mennesker som er vilde, ond­skabsfulde og afskyede. Disse to nævnes sammen i 2 Pet 2,22 i en lige så negativ sammenhæng: »Så er det gået dem [visse mennesker], som ordsproget træffende siger: 'Hunden vender tilbage til sit eget bræk,' og: 'Når en so er vasket, vælter den sig i sølet'. 

Jesus tegner her billedet af en mand med en pose kostbare perler; over for ham står et kobbel køtere og nogle vildsvin. Dyrene stirrer sultent frem for sig; manden tager nogle perler frem og strør dem ud over gaden. Dyrene tror det drejer sig om noget de kan spise, og kaster sig over perlerne. Men de bliver straks skuffede; perlerne lader sig ikke tygge og smager ikke af noget. Rasende spytter de vilde dyr perlerne ud og vender sig om mod manden og sønderriver ham. 

Hvis man camperer i ødemarken i Nordamerika, er der en regel som bør overholdes strengt: Prøv aldrig på at fodre bjørnene! Man kan godt fodre jordegern, råvildt, endog prærie­hunde, men ikke bjørne. Hvis ikke de er tilfredse, vender de sig mod den der fodrer dem, og sønderriver ham.

Ved hjælp af billedsproget (som gør denne advarsel endnu mere chokerende end hvis han ikke havde brugt et billede) si­ger Jesus til sine disciple at de ikke må dele de åndelige rig­domme med mennesker der hårdnakket er ondsindede, uan­svarlige og afvisende. Ligesom perlerne ikke blev værdsat af de vilde dyr, men blot ophidsede dem og gjorde dem farlige, således bliver mange af rigdommene i Guds åbenbaring heller ikke værdsat af mange mennesker. Og selvom det er smerte­ligt at se, tjener disse rige sandheder måske også blot til at gøre dem rasende. 

I Det Nye Testamente er der adskillige eksempler på hvor­dan dette princip virker. I Matt 15,14 siger Jesus til sine disci­ple med henblik på visse farisæere: »Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, fal­der de begge i grøften.« Ifølge ApG 18,5-6 indstiller Paulus sit arbejde blandt jøderne i Korinth fordi de stiller sig afvisende og spottende. I stedet for vender han sig til hedningerne og forkynder for dem. Paulus anbefaler en lignende fremgangs­måde til Titus med henblik på et menneske der voldte splittel­se i den kristne menighed: »Et kættersk menneske skal du vise bort efter en første og en anden advarsel. Du ved jo, at sådan et menneske er kommet på afveje; det synder, og det har dømt sig selv« ( Tit 3,10-11). 

Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på fem forhold i forbindelse med denne alvorlige formaning. For det første er det ikke nogen tilfældighed at Jesus taler om perler og ikke om småsten. Manden i denne billedlige beskrivelse er i besid­delse af noget meget værdifuldt. Når vi udlægger billedet, ser vi at det gode budskab om Jesus Kristus, med hele historien og åbenbaringen pegende på det, virkelig er en uvurderlig skat. Det er større end ord kan beskrive. Sammenlignet med det blegner al materiel rigdom. Fordi dette er Guds verden, er intet vigtigere for mig end at mine synder er tilgivet, og at han har taget imod mig; og intet er mere vidunderligt end den måde hvorpå Gud fuldbragte dette, nemlig ved at sende sin egen søn for at dø på mine vegne. I sin nåde har Gud givet mennesket en både sand og pålidelig åbenbaring af sig selv ­på et menneskeligt sprog (Bibelen) og i menneskelig skikkel­se (Jesus). Intet, absolut intet, er rigere og mere betydnings­fuldt end dette.

Det andet drejer sig om den dystre kendsgerning at ikke alle vil modtage denne åbenbaring. Nogle forbliver, ligesom hun­dene og svinene over for perlerne, fuldstændig uberørte af denne åbenbaring. Den appellerer ikke umiddelbart til deres smag, og de har ikke andre kriterier at bedømme budskabet udfra. Derfor bliver vi af dette vers forberedt på inddelingen af menneskeheden i to grupper, sådan som Herren Jesus skil­drer det i Matt 7,13-14.

For det tredje forholder det sig ikke blot sådan at nogle ikke modtager denne åbenbaring. For vægten i 7,6 ligger på at Jesu disciple ikke engang skal præsentere rigdommene i denne åbenbaring for mennesker med et ondsindet og afvisende sin­delag. Deres kyniske spot, deres intellektuelle arrogance, de­res forkærlighed for moralsk dekadence og deres opblæste selvtilstrækkelighed gør dem totalt uimodtagelige over for Jesu person og ord. I årenes løb er jeg efterhånden kommet dertil at jeg nægter at forklare kristendommen og at præsente­re Kristus for det menneske som blot vil håne og diskutere og drive spot. Der kommer ikke noget godt ud af det, og der er så mange andre muligheder hvor tid og kræfter kan investeres med bedre udbytte. 

Denne uundgåelige konklusion må afbalanceres med en fjerde betragtning, nemlig at denne formaning af Herren Jesus selv er indsat i en større sammenhæng som kræver kærlighed til fjender og et liv kendetegnet af fuldkommen retfærdighed. Med andre ord betyder den kendsgerning at kristne ikke skal kaste deres perler for hunde eller svin, ikke at de så har frihed til at være ubehagelige og hævngerrige, og endnu mindre at de har lov til ignorere alt det andet som Jesus har lært. Og der er intet i dette vers der retfærdig gør at man forsømmer at af­lægge sit vidnesbyrd med henvisning til at det udelukkende drejer sig om hunde og svin som uden undtagelse er afvisen­de. Mange - måske de fleste - tænkende voksne der er blevet oprigtige disciple af Herren Jesus Kristus, begynder denne pil­grimsvandring med at stampe imod brodden, og ikke så få be­gynder med at spotte. 

Der er mange situationer hvor det er vigtigt at kristne ud­holdende vidner og tålmodigt sår Guds sandhed. Høsten kom­mer når tiden er inde, medmindre vi forinden giver op af fej­hed eller dovenskab. Jesus forlanger at vi udøver dømme­kraft, og kernen i dømmekraft er en viden om at enkle regler ikke kan forventes at levere et ufejlbarligt svar. Også her gør vi vel i at følge Jesu eget eksempel. Det er overordentligt lærerigt at undersøge hans reaktion over for forskellige en­keltpersoner og grupper. Han kan afvise en gruppe (som vi har set ham gøre, Matt 15,14), afskrive en Herodes ( Luk 13,31-­33), udtale dom over hele byer (se Luk 9,51-55; Mark 6,31-­34), tilbyde en Thomas indiskutable beviser ( Joh 20,24-29) og græde over en by ( Luk 19,41-44). Kristne kan ikke bare be­slutte hvilken side af Jesu reaktioner de foretrækker at følge - ­de må følge begge. Jeg har en fornemmelse af at jo kraftigere ens tilbøjelighed er til at følge den ene side på den andens be­kostning, jo større er faren for ubalance, og jo større er be­hovet for at vokse i dømmekraft og ligedannethed med Kri­stus.

Kristne må lære at skønne og at udøve åndelig dømmekraft og derfor lade være med at smide deres perler omkring sig tankeløst og letsindigt; deres adfærd og hele livsførelse kan blive brugt af Gud til at få hundene og svinene til at reflektere. Hvis der er håb for fortabte og forhærdede mennesker, ligger det, som James Montgomery har sagt, »i Guds suverænitet og i den påviselige realitet i et sandt kristent liv«. Mens disse li­nier skrives, blev jeg bedt om at forklare de fundamentale spørgsmål i bibelsk kristendom for en medicinstuderende ved et universitet ikke så langt fra hvor jeg bor. Det er værd at be­mærke at ifølge ham skyldtes hans første tiltrækning til Bibe­len og til Kristus delvist intellektuel nysgerrighed, men især det livsindhold han havde set hos nogle af sine kristne med­studerende. Saltet havde ikke mistet sin kraft, lyset skinnede stadig.

Altså, vi skal være forstandige i vor omgang med den bibel­ske åbenbarings sandheder, for det drejer sig om hellige ting som ikke må smides tankeløst omkring, men tværtimod skal behandles med omtanke, omhu, ansvarsbevidsthed og med strategisk sans. Og det er sandsynligvis legitimt at konkludere at den skønsomhed som denne tekst udtrykkeligt kræver, kun er en del af det mere omfattende ansvar der påhviler os for at udøve dømmekraft.

(Fra "Men jeg siger jer" af D.A.Carson - Credo Forlag 2000 - Shafan 27-05-10)

Hvad er synd mod helligånden?

Synd eller bespottelse mod Helligånden er et emne, der har været oppe mange gange, og noget som har skabt frygt hos rigtig mange kristne. Findes der virkelig en synd, der ikke kan tilgives og endnu vigtigere, har du begået den synd?

Sandelig siger jeg jer: Alt skal tilgives menneskenes børn, forsyndelser og bespottelser, hvor meget de end spotter. Men den, der spotter Helligånden, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.«
Mark. 3, 28-29

Foto: James Emery

Har du lidt svært ved at finde rundt i kronologien i evangeliernes opstandelsesberetninger? Forfatter Poul Hoffmann har lavet en sammenskrivning af alle fire evangeliers tekster.

Den tomme grav

Da sabbaten var omme, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs moder, og Salome vellugtende salver for at gå hen og salve ham. De begav sig på vej ganske tidligt, mens det endnu var mørkt.

Men da det gryede ad den første dag i ugen, blev der et stort jordskælv; thi en Herrens engel steg ned fra Himlen og gik frem og væltede stenen bort fra graven og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klædning hvid som sne. Og de, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.

Da solen var stået op, kommer kvinderne — også Johanna og de øvrige, der var med i Jesu følge — til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt. De sagde til hverandre: »Hvem skal vælte os stenen fra indgangen til graven?« (Den var nemlig meget stor). Men da de så op, ser de, at den var væltet fra.

Så løber Maria Magdalene af sted og kommer til Simon Peter og til den anden discipel, ham, Jesus elskede, og siger til dem: »De har taget Herren bort fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da gik Peter og den anden discipel ud og gav sig på vej til graven.

De andre kvinder var gået ind i graven, hvor de ikke fandt Herren Jesu legeme. Da de stod rådvilde over for dette, se, da skete det, at de så nogle mænd i strålende klædebon hos sig. Da de blev forfærdede og bøjede deres ansigter mod jorden, tog en af englene til orde — han, som havde væltet stenen fra, og som nu sad inde i graven ved den højre side:

»Frygt ikke! Jeg ved, at det er Jesus fra Nazaret, den korsfæstede, I søger efter. Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå!«

Og den unge mand i den lange, hvide klædning vedblev:

»Se, dér er stedet, hvor de lagde ham. Kom i hu, hvorledes han talte til jer, da han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.«

Da kom de hans ord i hu. Men engelen fortsatte:

»Skynd jer hen og sig til hans disciple og til Peter, at han er opstanden fra de døde. Og se, han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham. Se, nu har jeg sagt jer det, som han selv har sagt jer!«

Og de gik ud og flygtede hurtigt bort fra graven og løb hen for at fortælle hans disciple det, men så bange var de — de skælvede og var helt ude af sig selv -, at de tøvede med at sige noget til nogen. De var fyldt af stor glæde, men også af frygt.

Peter og den anden discipel, som Maria Magdalene havde hentet, løb imidlertid begge to sammen, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og kom først til graven. Og han kiggede ind og ser linklæderne ligge der; dog gik han ikke ind.

Da kommer også Simon Peter, som var fulgt efter ham, og han gik ind i graven og så linklæderne ligge der og det tørklæde, som han havde haft over sit hoved; det lå ikke ved linklæderne, men sammenfoldet på et sted for sig selv. Derefter gik da også den anden discipel, som var kommet først til graven, derind, og han så og troede. De havde nemlig endnu ikke forstået skriftens ord, at han skulle opstå fra de døde.

Så gik disciplene hjem igen, undrende over det, der var sket.

Åbenbarelsen for kvinderne påskemorgen

Men Maria Magdalene stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod og græd, kiggede hun ind i graven, og hun ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, en ved hovedet og en ved fødderne.

De siger til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarer dem: »Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.«

Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun ser Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus.

Jesus siger til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?«

Hun mente, det var havemanden, og svarer ham: »Herre, hvis det er dig, som har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg hente ham.«

Jesus siger til hende: »Maria!«

Hun vender sig om og siger til ham på hebraisk: »Rabbuni!« (det betyder: mester).

Jesus siger til hende: »Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.«

Så går Maria Magdalene hen og forkynder disciplene: »Jeg har set Flerren,« og at han havde sagt dette til hende. Men da de, som havde været med ham, og som nu sørgede og græd, hørte, at han levede og var set af hende, mødte de det med vantro.

Maria Magdalene, af hvem han havde uddrevet syv onde ånder, var den første, han viste sig for, da han var opstanden. Men også de andre kvinder, som, grebet af frygt, havde skyndt sig bort fra graven, kom Jesus i møde og sagde: »Vær hilset!« Og de gik hen til ham og omfavnede hans fødder og tilbad ham. Da siger Jesus til dem: »Frygt ikke! Gå hen og fortæl mine brødre, at de skal gå til Galilæa; skal de se mig.«

Mens de var på vejen, se, da kom nogle af vagten ind i byen og meldte ypperstepræsterne alt det, der var sket. Og de samledes med de ældste og besluttede at give soldaterne en større sum penge, idet de sagde: »I skal sige: ‘Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov.’ Og hvis det skulle komme landshøvdingen for øre, skal vi stille ham tilfreds og sørge for, at I ikke får ubehageligheder.« Så tog de imod pengene og gjorde, som man havde forklaret dem. Og det rygte spredtes blandt jøderne indtil den dag i dag.

Alt, hvad der var befalet kvinderne, fortalte de imidlertid til de elleve og til alle de andre. Men deres ord syntes apostlene at være løs tale, og de mødte også dem med vantro.

Første åbenbarelse for disciplene: I Jerusalem

Og se, to af disciplene vandrede den samme dag til en landsby, som ligger tresindstyve stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus. Og de talte med hinanden om alle disse tildragelser. Mens de samtalede og drøftede det indbyrdes, skete det, at Jesus selv kom hen til dem og fulgtes med dem. Men deres øjne holdtes til, så de så ham i en anden skikkelse og ikke kendte ham.

Og han sagde til dem: »Hvad er det, I går og taler med hinanden om?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: »Er du alene fremmed i Jerusalem, så du ikke ved, hvad der er foregået dér i disse dage?« Han spurgte dem: »Hvad da?« De svarede ham: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord for Gud og hele folket; og hvordan ypperstepræsterne og vore rådsherrer har overgivet ham til dødsstraf og ladet ham korsfæste. Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer desuden, at det i dag er den tredje dag, siden det skete. Men også nogle af vore kvinder har forfærdet os; de var ude ved graven tidligt i morges, og de fandt ikke hans legeme, men de kom tilbage og sagde, at de endog i et syn havde set engle, der sagde, at han lever. Så gik nogle af dem, der er med os, hen til graven, og de fandt det også således, som kvinderne havde sagt; men ham så de ikke.«

Da sagde han til dem: »Åh, hvor I er uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt! Burde Kristus ikke lide dette og så indgå til sin herlighed?« Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham.

Og da de nærmede sig landsbyen, som de gik til, lod han, som han ville gå videre. Men de nødte ham og sagde: »Bliv hos os; thi det går mod aften, dagen hælder allerede.« Så gik han ind for at blive hos dem. Og det skete, da han havde sat sig til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de kendte ham; men så blev han usynlig for dem. Og de sagde til hinanden: »Brændte ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os?«

Så brød de op i samme stund og vendte tilbage til Jerusalem og fandt dér de elleve og deres fæller forsamlede; de holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, og de sagde: »Herren er virkelig opstanden og set af Simon.« Og selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Men da det kom til stykket, troede de lige så lidt dem, som de havde troet kvinderne.

Mens de talte om dette, stod han selv midt iblandt dem og siger til dem: »Fred være med jer!« Da blev de grebet af angst og frygt og mente, det var en ånd, de så. Men han sagde til dem: »Hvorfor er I forfærdede? og hvorfor opstiger der tvivl i jeres hjerter? Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har.« Og da han havde sagt dette, viste han dem sine hænder og fødder og sin side. Da blev disciplene glade, fordi de så Herren.

Men da de af glæde stadig var vantro og undrede sig, sagde han til dem: »Har I noget at spise her?« Så gav de ham et stykke af en stegt fisk, og han tog det og spiste det i deres påsyn. Og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, som havde set ham opstanden, og sagde til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: alt det må gå i opfyldelse, som er skrevet om mig i Mose lov og profeterne og salmerne.«

Da åbnede han deres sind, så de forstod skrifterne, og sagde igen til dem: »Fred være med jer! Ligesom Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer. Således står der skrevet, at Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. I skal være vidner om dette.« Og da han havde sagt det, åndede han på dem og siger til dem: »Modtag Helligånden! Hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet.«

Men Tomas (også kaldet Didymus), en af de tolv, var ikke sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde nu til ham: »Vi har set Herren.« Men han svarede dem: »Hvis jeg ikke får set naglemærkerne i hans hænder, ja, stikker min finger i naglegabene og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«

Otte dage derefter var hans disciple atter derinde, og Tomas sammen med dem. Da kommer Jesus, mens dørene var lukkede; og han stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derefter siger han til Tomas: »Ræk din finger frem, se, her er mine hænder; og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende!« Tomas svarede og sagde til ham: »Min Herre og min Gud!« Jesus siger til ham: »Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror.«

Endnu mange andre tegn gjorde Jesus for øjnene af sine disciple.

Anden åbenbarelse for disciplene: På bjerget i Galilæa

De elleve disciple drog derefter til Galilæa, til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham. Men der var nogle, som tvivlede. Da trådte Jesus frem, talte til dem og sagde:

»Mig er givet al magt i Himlen og på jorden. Gå ud i al verden, forkynd evangeliet for al skabningen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Og disse tegn skal følge dem, der tror: i mit navn skal de uddrive onde ånder; de skal tale med nye tunger; de skal tage på slanger, og hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem; på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske.«

Tredje åbenbarelse for disciplene: Ved Tiberias Sø

Siden åbenbarede Jesus sig igen for disciplene ved Tiberias-søen, og han åbenbarede sig på denne måde:

Simon Peter og Tomas (også kaldet Didymus) og Natanael fra Kana i Galilæa og Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen dér. Simon Peter siger så til dem: »Jeg tager ud at fiske.« De siger til ham: »Vi tager med dig.« De gik da ud og steg op i båden. Men den nat fangede de ikke noget.

Da det nu blev daggry, stod Jesus ved bredden; dog vidste disciplene ikke, at det var Jesus. Jesus siger til dem: »Mon I har noget at spise, børn?« De svarede ham: »Nej.« Han sagde til dem: »Kast garnet ud på højre side af båden, så skal I få!« Da kastede de det ud, og nu kunne de ikke længere hale garnet ind, så mange fisk var der.

Den discipel, Jesus elskede, siger så til Peter: »Det er Herren.« Da Simon Peter nu hørte, at det var Herren, tog han sin fiskerkjortel over sig (han var nemlig nøgen) og kastede sig i søen. De andre disciple kom med båden, thi de var ikke langt fra land, kun omtrent to hundrede alen, og de slæbte garnet med fiskene efter sig.

Da de nu kom i land, ser de dér en kulild og fisk, liggende derpå, og brød. Jesus siger til dem: »Kom med nogle af de fisk, som I lige har fanget.« Simon Peter gik om bord og trak garnet på land, og det var fuldt af store fisk, et hundrede og treoghalvtreds i alt, og skønt der var så mange, gik garnet dog ikke i stykker. Jesus siger til dem: »Kom herhen og hold måltid!« Men ingen af disciplene vovede at spørge ham: »Hvem er du?« De vidste jo, at det var Herren. Så går Jesus hen og tager brødet og giver dem det, ligeledes også fiskene.

Dette var allerede tredje gang, Jesus åbenbarede sig for sine disciple, efter at han var stået op fra de døde.

Da de nu havde holdt måltid, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes’ Søn, elsker du mig mere, end de andre gør?« Han svarer ham: »Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.« Han siger til ham: »Vogt mine lam!«

Han spørger ham igen for anden gang: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?« Han siger til ham: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Han siger til ham: »Vær hyrde for mine får!«

For tredje gang spørger han ham: »Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« Og han svarede ham: »Herre! du kender alt, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus siger til ham: »Vogt mine får. Sandelig, sandelig siger jeg dig: da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du række dine hænder ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.«

Med disse ord sigtede han til den død, hvormed han skulle herliggøre Gud. Og da han havde sagt det, siger han til ham: »Følg mig!«

Da Peter vendte sig om, så han den discipel følge, som Jesus elskede, ham, der også havde ligget op til hans bryst ved aftensmåltidet og havde spurgt: »Herre! hvem er det, der forråder dig?« Da nu Peter så ham, spørger han Jesus: »Herre, hvordan skal det gå ham?« Jesus svarer ham: »Dersom jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!«

Så kom da dette ord ud blandt brødrene: »Den discipel dør ikke.« Dog havde Jesus ikke sagt til ham, at han ikke skulle dø, men: »Dersom jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer, hvad angår det så dig?« Det er den discipel, som vidner om dette og har skrevet dette; og vi ved, at hans vidnesbyrd er sandt.

Sidste åbenbarelser og himmelfarten

Jesus viste sig for apostlene i fyrretyve dage og talte om, hvad der hører Guds rige til. Han blev også engang set af over fem hundrede brødre på gang, og siden blandt andet af Jakob.

Så engang, da han holdt måltid sammen med apostlene i Jerusalem, bød han dem ikke at vige fra Jerusalem, men oppebie det, som Faderen havde forjættet, »og som I,« sagde han, »har hørt mig tale om. Thi Johannes døbte med vand; men I skal om ikke mange dage døbes med Helligånden.«

Mens de nu var samlede, spurgte de ham og sagde:

»Herre! er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?« Da svarede han dem: »Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende. Se, jeg vil sende over jer, hvad min Fader har forjættet; men I skal blive her i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«

Så tog han dem med sig ud til det bjerg, som hedder Oliebjerget og ligger nær ved Jerusalem, en sabbatsvej derfra, hen i nærheden af Betania, og han løftede sine hænder og velsignede dem. Og det skete, mens han velsignede dem, skiltes han fra dem, idet en sky tog ham bort fra deres øjne, og han opløftedes til Himlen, mens de så derpå, og satte sig ved Guds højre hånd.

Som de nu stirrede op imod Himlen, mens han får bort, se, da stod der hos dem to mænd i hvide klæder, og de sagde: »I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod Himlen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himlen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himlen.«

Da tilbad de ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde. Og de var stadig i helligdommen og priste Gud.

Poul Hoffmann

Kilde: Opstandelsen og livet. s. 53-63. - Lohse 1991

Ravi Zacharias explains the Trinity on a scholarly level.

Ravi Zacharias -35 year respected top religious scholar and speaker on Christ and Christianity and the Bible answers one of the tougher questions asked about Christianity and its "intolerance".