tro.dk - livsberetninger
Jette Schönning, Randers
25-09-2017

LYKKELIG FRELST 
Jeg er glad og lykkelig, fordi jeg er blevet frelst! En helt ny og vidundelig verden er åbnet for mig igen. Nu ved jeg, at det vil være for evigt. 

Jeg kommer fra en, for mig, ganske almindelig familie, hvor der ikke blev talt om kristendom. Det halve af min barndom voksede jeg op hos min mormor og morfar. Min mormor har altid været optaget af det okkulte, både min mormor og morfar gik som yngre til spiritistmøder og clairvoyante personer, så det har jeg hørt en del om. 

I de mindste klasser i skolen havde jeg en skolefrøken i kristendomsundervisning - ugens højdepunkt! Det var dér, jeg første gang hørte om Jesus. Jeg havde en skoleveninde, som havde en dejlig børnebibel. En sådan bibel blev mit højeste ønske en jul - og ønsket gik i opfyldelse. 

Jeg begyndte at komme i en børneklub, hvor jeg holdt utrolig meget af at komme. Der sagde jeg JA til Jesus første gang. Jeg kan endnu mindes den følelse, jeg fik dengang af glæde, renhed, kærlighed, lys og varme. 

Som ung kom jeg nogle enkelte gange til møde i Indre Mission, men efterhånden som årene gik, kom jeg af mange forskellige årsager længere væk fra Herren. 

Jeg blev også interesseret i det alternative, meditation, clairvoyance, healing osv. uden jeg dog for alvor gik i gang med det, men jeg fandt det spændende og læste og hørte en del om det. 

Jeg var nu kommet så langt væk fra Herren, at jeg var holdt op med at bede, kunne end ikke huske Fader Vor. 

Jeg har altid været søgende og de kolleger, jeg har haft fra Jehova´s Vidner, Indre Mission og Pinsekirken har jeg altid været meget interesseret i at tale med, om deres tro. 

For ca. 2 år siden kom jeg til at arbejde med Morten, som så også måtte stå for skud. Han ville hellere end gerne tale om tro. Der blev min interesse vakt igen. På det tidspunkt kunne jeg sige: "Jeg tror, jeg tror". 

Jeg begyndte at gå i folkekirke, for i nogen frikirke skulle jeg bestemt ikke komme. Jeg ville ikke ud i noget religiøst snavs, eller komme ud i noget, jeg ikke kunne styre. 

Efter at være kommet i kirken et stykke tid, kunne jeg se, at det var i denne retning jeg skulle. Jeg ville tage imod Jesus. 

Jeg har aldrig nogensinde før gået til alters, så at tage imod Jesus, ville jeg gøre ved at gå til alters - til nadveren. Jeg er lidt genert, og den dag, det skulle være, var jeg lidt beklemt ved situationen. Der er temmelig langt op til alteret for en, der er genert, men pludselig stod Jesus ved min side, han gav mig ro, mod og styrke og sagde: "Gå bare" og ligesom vinkede mig ømt og kærligt afsted. 

Sikke en oplevelse! Aldrig har jeg haft så stærk en oplevelse. Jeg blev fyldt, helt ud til fingerspidserne, hårspidserne og tå-spidserne af en mægtig glæde, ro, varme og kærlighed.Jeg kan fortælle, at før den oplevelse så jeg altid sorte skygger, når jeg sad i kirken, men efter denne oplevelse har jeg ikke set skyggerne. 

Jeg syntes efterhånden ikke, at folkekirken var det rette sted for mig. Jeg følte mig tom, når jeg gik til kirke, men også når jeg gik derfra. Jeg manglede noget og da jeg efterhånden også fik en enorm trang til at kunne råbe "Halleluja!" under gudstjenesten og da det kun var bekendtskaberne i kirken, der holdt mig tilbage fra at prøve steder, hvor man åbenlyst kunne takke og prise Herren, indså jeg, at jeg måtte finde et andet sted at komme. 

Jeg startede i en bedegruppe, prøvede en frikirke og talte med en frikirkepræst. Jeg måtte prøve forskellige muligheder for at finde det rigtige sted for mig, selvom jeg egentlig havde en klar fornemmelse af, at jeg ville ende i Evangeliesalen - halleluja! Det var som at komme hjem. I dag kan jeg sige : "Jeg tror" - også selvom jeg har meget at lære endnu. Det har senere vist sig, at den børneklub jeg kom i som barn, hørte under menighedens børnearbejde i 70´erne. 

Efter at være kommet i Evangeliesalen i nogle måneder og havde hørt folk fra menigheden tale i tunger, som var noget rimeligt nyt for mig, fik jeg også en usigelig trang til at tale i tunger. Jeg syntes til tider ikke at jeg havde danske ord nok. 

En dag jeg var til møde, bad jeg om at blive døbt med Helligånden. Jeg må sige jeg blev overrasket, for jeg troede egentlig bare lige det var noget, der blev bedt om og så var det det, men nej, musikken blev stoppet og menigheden fik at vide, hvad der skulle ske, alle begyndte at synge om Helligåndsdåben, hele salen kogte og Willy bad for mig. Jeg var fuldstændig tør i halsen, kunne knapt rokke mig ud af stedet, selvom jeg havde en stor lyst til det, og jeg blev fyldt med en stor glæde og fryd. Så kom de, ganske få... ordene... jeg kunne tale i tunger, jeg kunne takke og prise Gud i et sprog, jeg ikke selv kunne forstå og som jeg havde savnet. En helt igennem vidunderlig oplevelse. 

Da jeg kom hjem var jeg bare så glad, at jeg talte i tunger, lo, græd og nynnede til langt ud på natten. 

Der gik nogle dage inden det rigtigt gik op for mig, hvad der var sket og jeg kan endnu være helt forundret over det, men jeg føler mig bare så rig. Det er simpelt hen en gave til stor gavn og glæde!

Jette Schönning, Randers

Daniel Olstrøm, Randers
25-09-2017Jeremias 5:25: Eders misgerninger bragte dem i ulave, eders synder unddrog eder det gode. 

Jeg tror at grunden til at jeg kom ud i synden var at jeg var ulydig mod mine forældre. Det startede egentlig meget tidligt, men tog først ordentlig fat, da jeg blev 14-15 år. Det var da jeg flyttede hjemme fra, at problemerne stormede ind. Jeg begyndte at gå til fester, drikke, tage piller og alt andet skrammel og jeg fik hurtig problemer med en bande i Randers, men det var også godt nok, for så kunne jeg jo ikke komme rigtig ind i "varmen". 

Det blev værre og værre for hver dag og jeg indså, at jeg havde et stofmisbrug, som var for stort til, at jeg selv bare kunne gå ud af det. Der gik et års tid, og jeg havde fået arbejde ved min onkel. Min far arbejdede der også, og han vidnede for mig om Jesus og det var som om, at der blev tændt noget inde i mig, en længsel og et håb. Kunne Ham Jesus virkelig sætte mig fri, men jeg var meget ked af, at blive en kristen igen, for jeg vidste, at jeg ville miste alle mine venner, og de ville sikkert også grine af mig. 

Da jeg havde gået og tænkt over det et stykke tid, kom min far og spurgte om jeg ikke havde lyst til at komme til møde. Det sagde jeg straks ja til. Jeg og en af mine kammerater, som jeg plejede at ryge hash med, tog så med. Det var Willy, der skulle prædike, og da han var færdig foreslog han, at vi skulle tage et manna korn, hvilket er et lille stykke papir med et ord fra bibelen på. Til mig stod der; Johannes 14:23 Jesus svarede og sagde til ham: Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. 

Da Willy havde læst det højt, var der noget, der smeltede i mit hjerte, nu kunne jeg ikke stå imod længere, jeg måtte bare sige ja. Jeg kunne kende, at der var noget, der kaldte i mig og jeg vidste, det var Gud. Det blev så stort for mig, at jeg gav mit liv til ham. Lysten til at ryge forsvandt øjeblikkeligt og jeg havde kun lyst til at være sammen med Ham og gøre hans vilje. Det var skønt. Der var begyndt et nyt liv i mig. Mit sind var blevet fornyet jeg var blevet født på ny. 

Læs: 1 Tess. 5:23 

Jeg tror, det er meget vigtigt i disse tider at holde sig nær til Herren, for det er meget nemt at falde. Det er meget svært som ung, fordi der er så mange ting, der trækker, men vi må hjælpe hinanden og holde os nær til Herren, så skal det nok gå. 

Amen. 


Daniel Olstrøm, Randers
Personlig troshistorie med Peter Meldgaard
02-07-2016
Personlig troshistorie med Peter Rasmussen
02-07-2016
Personlig troshistorie med Charlotte Durup
02-07-2016
Simon voksede op i en sekt
25-08-2014

Simon Schytt voksede op i en 'kristen' sekt, hvor der blev tegnet et billede af en Gud, som aldrig var tilfreds med ham. Han forlod sekten og levede et liv med stort alkoholmisbrug og voldsomme selvmordstanker - før den sande Gud en dag overvældede ham med en dyb kærlighed.

Simon hadede Gud, men troede samtidigt ikke på ham. Han ville ikke have noget at gøre med en gud, som aldrig var tilfreds med ham. Heldigvis viste Gud sig at være helt anderledes.

- Det kan ikke være rigtigt, at man skal igennem helvede på jord for at komme i himlen! udbrød Simon over for sin søster.
Det var kulminationen på en masse frustration, som alt sammen begyndte, da Simon var 15 år gammel.
Han var vokset op i en lille sekt, som kaldte sig kristne, men som havde et forvrænget forhold til Gud. (Simon ønsker ikke navnet frem på sekten, som er meget lille og ukendt for de fleste læsere. red.).
De mente, at fordi Jesus kunne leve et syndfrit liv, så kunne vi også gøre det. I praksis førte holdningen dog til stor skyldfølelse og fordømmelse:
- Den gud, jeg lærte at kende, var en gud som aldrig var tilfreds med mig og altid ventede på at slå mig i hovedet, når jeg syndede. Jeg kæmpede med nogle ting i mine teenage-år, hvor jeg i flere år bad Gud om hjælp, men jeg fik den aldrig, forklarer Simon.

Hadede Gud

Frustationen og fordømmelsen voksede i ham, indtil han som 15-årig forlod kirken:
- Jeg forlod kirken, troen og Gud i vrede, jeg hadede Gud over alt på jorden!
I mange år levede han et liv, som så mange andre danskere gør det; uden hensyntagen til Gud i hverdagen.
Men for 5 år siden begyndte mange års traumer og undertrykte følelser at komme op til overfladen. Simon kunne ikke længere undertrykke de mange følelser fra sin svære og spændingsfyldte opvækst:
- Mit liv gik ned i et sort hul på et halvt år. Jeg var ude et sted, hvor jeg ikke længere havde lyst til at leve, og jeg overvejede at tage mit eget liv, siger Simon og fortsætter:
- Jeg kom ind i et alkoholmisbrug og var nået et punkt, hvor jeg var ligeglad med alt. Jeg begyndte at drikke i hverdagen og købte nogle gange den første øl på vej hjem fra arbejde.

Viste kærlighed og respekt

Samtidig med at Simons liv begyndte at krakelere, var han begyndt at se mere til sin søster og svoger, som også havde forladt sekten og nu kom i en frikirke.
- De mødte mig med kærlighed, respekt og anerkendelse, som jeg ikke havde mødt fra nogen andre i den kirke, som jeg voksede op i.
Simon og søsteren talte ofte sammen om deres oplevelser i sekten. De havde mange af de samme følelser og oplevelser.
Men modsat søsteren, så havde Simon et anderledes forhold til Gud, som han både hadede og ikke troede på.

Hvilken Gud tror du ikke på?

En aften i april 2010, spurgte Simons søster om noget, som fuldstændig kom bag på ham. Hun sagde: "Simon, hvad er det for en Gud, du ikke tror på?"
Trods overraskelsen røg ordene hurtigt ud af Simons mund:
- Han er en Gud, som aldrig er tilfreds med mig, en Gud som altid er streng og hård, en Gud som ikke tilgiver!
Simon begyndte at græde. De mange indestængte følelser fik nu ord sat på. Han blev overrasket over de stærke følelser, og søsteren kom hen og holdt om ham. Simon sagde:
- Det kan ikke være rigtigt, at man skal gennem helvede på jord for at komme i himlen!
- Det skal du heller ikke, svarede søsteren trøstende.

Blev fyldt med Helligånden i sengen

Om aftenen, da Simon lå i sin seng, var han på én gang både glad, ked af det og lettet.
- Pludselig kom Helligånden ned over mig. Jeg kendte ikke til Helligånden. Jeg vidste bare, at det var Gud. Min første tanke var: "Hjælp, det er Gud", fortæller Simon, som stadig var usikker i forhold til, hvordan Gud virkelig var.
- Jeg blev så overvældet af den kærlighed, jeg mærkede, at jeg var nødt til at vende mig om på ryggen og se op, smiler Simon.
- Fra dette øjeblik tilhørte jeg Jesus.

Fri fra alkoholmisbrug

To uger senere tog Simon med i søsterens frikirke i Hillerød. Det var svært at være der, fordi der stadig var mange ar fra fortiden, men Simon blev mere og mere glad for det, og Gud viste sig nu som en far, der helbreder og genopretter:
- Få måneder senere satte Gud mig fri fra mit alkoholmisbrug, fra den ene dag til den anden! Jeg havde ingen trang eller abstinenser efter alkohol længere.
- Og en måned senere satte han mig fri fra cigaretterne på samme måde, fortæller Simon begejstret.
Han føler, at han har fået et nyt liv, efter at han begyndte at lære den sande Gud at kende. Og i dag er han fuld af taknemmelighed:
- Jesus er vidunderlig! Han har forvandlet mit liv og gør det stadig. Han har taget alt det, der var en forbandelse og smerte, og har vendt det til en velsignelse!

Forsker fik bevis for Gud
12-08-2014

Forsker fik bevis for Gud

14. august, 33, 2013

Lene tilbyder nu ofte at bede for tilfældige, og mange mirakler sker.

Forskeren Lene Hauge Jeppesen ville være helt sikker, før hun personligt afskrev Gud som ikke-eksisterende. Men hun fik sig en stor overraskelse...
Lene Hauge Jeppesen er forsker og underviser på Syddansk Universitet i Odense, samt på Erhvervsakademiet Lillebælt, hovedsagelig i marketing. Hun har også et par andre uddannelser. For nylig besluttede hun at finde ud af, om Gud findes...

- Som ung tog jeg på et par jordomrejser og forsøgte bl.a. at finde meningen med livet hos en indisk guru, fortæller Lene til Udfordringen.
- I dag er jeg glad for, at jeg slap væk, for jeg vidste ikke, hvad jeg havde med at gøre.
En dag ringede min mor og sagde, at min søster var kommet med i en sekt. Så hun ville have mig til at redde hende.
Det viste sig nu, at det ikke var en farlig sekt, men en dejlig frikirke i Vejle. Og jeg fandt hurtigt ud af, at det var et godt sted, som jeg også ville med i.
Det var nok mest det sociale, der drog mig til frikirken. Jeg havde haft en svær barndom og havde nogle sår. Så det var dejligt at være med i et så positivt fællesskab. Vi kom ellers fra et helt u-kirkeligt hjem.

Savnede kraften

- Men jeg fandt alligevel ikke den styrke og fylde, som jeg nu har opdaget. Jeg har fx ofte hørt, at der er "kraft i Ordet" - men jeg forstod det aldrig. Det er jo overnaturligt, og det har jeg aldrig kunne gribe - før nu.
Når andre sagde, at de kunne "mærke", at Helligånden var her, så tænkte jeg, at det ville jeg også gerne kunne. Men jeg mærkede ingenting.
Jeg blev ret hurtigt gift efter at jeg begyndte at komme i kirken, men blev skilt efter ca. 10 år.

Gled væk fra kirken

- Jeg fordømte nok mig selv og gled efterhånden ud af kirken. Siden har mit privatliv ikke set så godt ud. Jeg fandt en ny kæreste, som jeg flyttede sammen med i Odense.
Han var ikke kristen, men det syntes jeg ikke betød noget - dengang - i dag kan jeg se, hvor vigtigt det er.
Jeg blev stadig mere lunken. Jeg regnede mig selv for kristen, men jeg sagde det ikke til nogen. Jeg læste ikke i Bibelen og kom ikke i kirken. Jeg levede det ikke ud.
Når jeg kom ud i en krise, råbte jeg alligevel på hjælp fra Gud. Men jeg kom jo ikke tæt på Gud, så jeg kunne få den hjælp, jeg havde brug for.
Efter otte-ni år gik forholdet til min kæreste i stykker, og jeg har været alene de sidste ca. 5 år.

Mor tvivler...

- Min datter begyndte også at stille spørgsmål ved min tro. Hun gik selv på en kristen efterskole og lurede nok, at mor ikke var så troende.
Jeg kunne også selv mærke, at jeg faktisk ikke troede mere.
Som forsker lærer man jo, at alt skal kunne forklares. Og i perioder troede jeg ikke på Gud.
Jeg havde ligefrem ondt af min søster Lis og min svoger, fordi de gik og snakkede begejstret om den der gud, som jo ikke fandtes. En dag ville det gå op for dem, at de havde taget fejl, og så ville de blive så skuffede, tænkte jeg.

Alvorlig krise

- For et par måneder siden var jeg ude i endnu en krise. Værre end før. Det var ikke sådan, at jeg ikke kunne passe mit arbejde eller blev diagnosticeret til at have en depression eller noget andet.
Men jeg græd i 14 dage. Jeg var bare så ked af det. Og jeg vidste, at hvis ikke der skete noget, så kunne det ende galt.
Mens andre glædede sig over de mange helligdage i foråret, frygtede jeg dem. For jeg havde i mange år begravet mig i arbejde og havde ikke en særlig stor omgangskreds.
Så jeg ringede til min søster og håbede på lidt medlidenhed. Men hun sagde i stedet: Prøv at se væk fra dig selv og tænk på, hvordan du kan hjælpe andre.
Det var en øjenåbner. Og der begyndte at ske noget i mig.

Gav Gud en chance

- Jeg tænkte, at kun Gud kunne ændre min situation, og samtidig var jeg så overbevist om, at Gud slet ikke fandtes.
Det var mit - og er mange menneskers - dilemma.
Men jeg gav Gud en chance.
Jeg måtte have et håndgribeligt bevis. Så jeg begyndte at google mirakler på internettet. Og jeg fandt faktisk en del artikler, som virkede troværdige. Rigtigt mange kan fortælle, at de har oplevet et mirakel.
Jeg kom til at se nogle You Tube videoer af Torben Søndergaard, og de talte til mig. For jeg tænkte: Hvis Gud virkelig findes, så vil jeg tro på ham, og så vil jeg leve et autentisk kristenliv.
Jeg vil være en del af det. Jeg vil ikke bare stå og kigge på.
Så jeg støvede min bibel af og læste nu med en helt ny indstilling. Det var nu eller aldrig. Jeg læste for at finde svar.
Jeg så på Torbens hjemmeside, at man kunne blive "kick-startet" ved at gå på gaden sammen med Torben. Men da Torben var i udlandet, blev jeg i stedet tilbudt at gå på gaden i Åbenrå sammen en, der hedder Tommy.
Jeg tog derned, trods sommerfugle i maven. Det var ret grænseoverskridende.
Vi gik rundt på gaden i 3½ time. Tommy viste, hvordan han kom i kontakt med folk. Og så skulle jeg lægge hænderne på dem og bede for dem.
Vi bad for mange, og jeg var helt ør i hovedet. For der var i hvert fald 15, der blev helbredt - hvor vi kunne se resultatet her og nu. Desuden var der nogen, som først skal have det tjekket.
Så - efter den aften tvivlede jeg ikke længere på, at Gud findes, ler Lene.

Får ved at give

- Når jeg nu beder for andre, så oplever jeg selv en velsignelse, som jeg ikke har kendt i mange år. Før gik jeg efter selv at blive velsignet. Nu velsigner jeg andre for deres skyld og bliver selv velsignet.
Efter at jeg har talt med andre om, hvad jeg selv har oplevet, har de også fået mod på at tage skridtet og gøre noget.
Nogle har været med mig på gaden, og de har også set spontane helbredelser.
Vi går alle og siger: "Ja, hvis der kommer en anledning, så... vil jeg gøre det." Eller "Hvis Gud siger til mig, at jeg skal bede for nogen, så skal jeg nok gøre det..." Men det er den forkerte rækkefølge. Vi skal selv tage initiativet, og så går Jesus med os ud. Og der er en anledning hele tiden.
I sidste uge gik jeg rundt i Vordingborg og bad for syge. Hver anden, jeg gik forbi, slæbte rundt på en rollator. Andre gange går jeg bare hen til en rask person og spørger, om der er noget, jeg kan bede for. Og det er der som regel.

Helt normal

- Nogen forestiller sig måske, at du er hyperaktiv eller maniodepressiv. Fejler du noget?
- Nej, jeg fejler intet, svarer Lene med en høj latter.
- Jeg har min gode uddannelse, jeg passer mit arbejde og mine to børn. Jeg har hus og have og det hele. Jeg fejler ingenting. Jeg er bare ivrig efter, at flere skal få hjælp fra Gud.
Vi er alle sammen så bange for, hvordan folk skal se på os. Og jeg er også bevidst om, at det her koster mig noget. Det vil sikkert betyde, at nogle af mine arbejdskolleger vil tænke noget mærkeligt om mig. Men det er jo en del af prisen. Og det er jo ingenting i forhold til, hvad fx de kristne i Kina må finde sig i af forfølgelse.
- Tror du, at mange kristne har det ligesom du havde?
- Ja, det tror jeg. Dengang, jeg kom i kirken i Vejle tænkte jeg ofte: Hvorfor er der ikke flere, der bliver frelst? Hvorfor sker der ikke mere?
Jeg tænkte, at de andre nok bad mere og læste mere i deres bibel, end jeg gjorde. De var nok mere udadvendte og forkyndte nok mere over for deres venner og arbejdskolleger.
- Hvad skal vi kristne så gøre for at få vendt situationen?
- Vi skal være mere åbne om det, vi tror. Nogle synes måske, det er usmageligt og personfikseret at lægge klip på YouTube af mirakler, men jeg kan jo se, hvordan det har opbygget min tro og min begejstring.
Så lad os smitte hinanden med begejstringen over alt det, vi har i troen på Jesus.

Jette Sauer Kofod, Randers
12-08-2014

Da jeg gav mit liv til Jesus ...

Jette Sauer Kofod, Randers 


Dette er en personlig beretning, som illustrerer, hvordan det kan opleves, når man giver sit liv til Jesus...


For 3 år siden mistede jeg min mand pga. kræft. Lang tid efter søgte jeg en mening med det, der var sket, og havde jeg ikke haft vores lille datter at tænke på, kunne jeg nemt være røget ud i noget snavs. Jeg var overbevist om, at der var noget efter døden, men jeg kunne ikke sætte ord på hvad. Da jeg ikke kender så meget til kristendommen fra mit barndomshjem, var jeg både ved det og fra det igen: "Jesus findes, helt sikkert" eller "Nej, for ellers vil han ikke lade dette ske". Havde Zulu på det tidspunkt sendt 
Åndernes Magt, ville  jeg have henvendt mig hos et medie, der kunne give "klarsyn". Hvor ville jeg være blevet trøstet meget, nej vel! (Nu ved jeg bedre!).

Jeg overvejede virkelig mange forskellige alternative ting, som kunne sikre mig mod sygdom og holde døden væk. Jeg var blevet så angst for, at jeg skulle blive syg og dø! Dø fra min datter, så hun ville være helt alene! Uden både far og mor. Jeg talte aldrig med nogen om min angst. Den havde fået en plads i mit indre og bare "gnavede" og "gnavede". Efterhånden havde jeg det sådan, at en lille bitte smerte her eller der kunne være starten på enden af mit liv... Jeg skylder at  fortælle, at jeg gik hjemme og havde masser af tid til at fantasere. Måske gjorde det også sagen værre, at jeg havde et bekendtskab, som  beskæftigede sig meget med det alternative, og hun fyldte mig med en  masse bras, som jeg syntes lød utrolig spændende. Hun fik dog aldrig lov til at afprøve ting på mig eller med mig. Jeg havde i mine unge dage leget med ånden i glasset og for få år tilbage opsøgt en spåkone, og disse ting gav mig intet...

For et halvt år siden startede jeg på et kursus, hvor jeg mødte en kristen kvinde. Hun fortalte åbent om hendes tro på  Jesus og fortalte meget og svarede også gerne på spørgsmål, når vi  spurgte. Hold da op!!! Sikke nogle historier?! "Come on"! Ja, jeg hørte  utrolig meget og blev også mere og mere nysgerrig efter at opleve/mærke disse ting.

En dag kom Emmy og fortalte om en Torben Søndergaard, som skulle komme i Underværket, overskriften var "Helbredelse gennem tro og forbøn", om der var nogle som var interesseret i at komme med?!  Ja, nu havde jeg jo "udfrittet" hende for en masse, og kunne jeg få nogle beviser på, at Jesus lever, og at Han kan nogle af de her ting, så ville jeg opleve det. Jeg skulle få både at mærke og se, hvad Jesus er i stand 
til...

Lørdag d. 25/1 ­03 oplevede jeg mit første møde med Jesus, og det var meget overvældende for mig. Jeg har altid sagt, jeg skulle opleve tingene, før jeg troede 100% på det uforklarende/overnaturlige.  Efter at have sagt "ja" til at tro på/blive frelst, gik jeg op til Torben Søndergaard for at få Jesus til at helbrede min ryg, som har drillet nogle år pga. stående arbejde. Torben spurgte ind til problemet og bad mig sætte mig ned på en stol, hvorefter han tog fat i mine ankler og målte dem. Det højre ben var et lille stykke længere end det venstre. "Se forskellen på dine ben", sagde Torben, hvorefter han bad  Jesus om hjælp til at rette op på denne forskel.

Efter bønnen sad Torben stille med hænderne omkring mine ankler og kiggede på mine fødder. Jeg gjorde selvfølgelig det samme, fordi jeg var meget spændt på, hvad der ville ske! Jeg troede ikke mine egne øjne, men mit venstre ben voksede pludselig. Jeg følte ingen smerte - kun at mit ben bevægede sig nedefter. Jeg begyndte at le! Aldrig havde jeg oplevet noget lignende. Da jeg rejste mig op, lagde Torben hænderne på min ryg og bad endnu en gang Jesus om at fjerne smerterne i min ryg.

Bagefter var jeg overbevist om Jesu eksistens! Resten af tiden ved mødet talte jeg med andre, som havde vendt sig til  Jesus, og de fortalte, hvor glade de var blevet og om, hvor let deres liv/tilværelse var blevet. Uhm, hvor dejligt! Jeg glædede mig som et lille barn til at opleve disse ting.

Da vi kom ud fra Underværket efter mødet, slog det mig, at der lugtede af forår. Jamen altså, Jette! Tag dig dog  sammen, vi er sidst i januar måned, og klokken er 22.30... Nu ved jeg, det var sandt! Jeg var blevet "født" på ny. Idet jeg vendte mig mod  Jesus, startede jeg forfra. Alt, hvad jeg havde oplevet både medgang og modgang, blev lagt bag mig, og et nyt blad blev vendt. Min vej til det evige liv med Jesus. Hvad er det, vi siger om foråret? Jo, det er i den årstid alt spirer frem, alt får liv. Nøjagtig som jeg gjorde, 
og derfor mente Jesus, at jeg skulle have denne duft med på vejen, så jeg kunne se, det er det rigtige valg, jeg har taget.

Dagene efter tænkte jeg meget over denne aften og fortalte mange om min oplevelse, men selv om folk har grinet af mig, bliver jeg på min nye vej. Tro ikke, at hviskeren ikke har været her!  Ork jo... faktisk ofte, men jeg ryster på hovedet og tænker straks, at det er alle andre, som går glip af noget og ikke jeg!....

Jeg sidder her i min stue 2 måneder efter, jeg gav mit liv til Jesus, og tænker på mit liv! Hvor er alting dog blevet anderledes. Min hverdag er blevet mere afslappet, idet jeg ikke  mere spekulerer over, hvad TV'et sender, hvilket ugeblad der udkommer i dag, om jeg nu har råd til at købe både det ene eller det andet. Nej, alting glider bare, og det jeg før kunne gøre til et problem, smiler jeg blot af i dag. Jeg føler, at der konstant er et smil på mine læber, og at jeg er glad hele tiden.

Mine venner har sagt til mig, at det hele lyder godt, og de her mirakler er okay.MEN Jette, er det nu ikke en sekt, du er kommet i kløerne på? Så er jeg jo blevet rigtig irriterende, fordi jeg bare smiler og siger, det er det bedste, som er hændt mig, og de skulle prøve at følge med til et møde... Men uha, sæt det nu "gør ondt", syntes deres ansigtsudtryk at sige.

Det er også blevet mig så ligegyldigt, hvad de synes, fordi jeg har fået nye venner, som indeholder alt det, jeg har brug for i mit liv! Pludselig taler jeg med mine venner om noget fælles, vi alle kender til, og ikke om de nye bukser "sidder godt" og andet ligegyldigt snak. Jeg kan ikke lade være med at sidde og ryste på hovedet over de  ting, jeg før brugte min tid på, og hvor indholdsløst mit 37-årige liv  har været...

Efter jeg gav mit liv til Jesus, har Han bevist sin eksistens for mig flere gange. Har oplevet at få profetisk ord, oplevet bønnesvar og meget mere.

Efter jeg har modtaget Helligånden, er der kommet en dejlig fred i mit indre, og jeg føler ingen angst mere. Bliver jeg angst over et eller andet, beder jeg til Jesus, og følelsen forsvinder igen. Jeg har en skøn følelse i mig, som er jeg en "forårskåd", forelsket teenager... Det lyder fjollet, men er sandt! Lige nu er jeg bare så "sulten" efter at lære alt om Jesus, at komme endnu tættere på ham. Ja, jeg vil det hele men glemmer også, at jeg jo er "baby-kristen". Det skal jeg huske mig selv på mange gange, fordi jeg 
er så ivrig...
Adam Christensen
12-08-2014

Ud af det alternative

Vejen til Jesus

Interview med Adam Christensen

Fortæl lidt om din åndelige vandring, Adam.

Jeg husker, at jeg som barn fik læst op fra bibelfortællinger, og at vi bad Fadervor derhjemme. Som 17-18 årig læste jeg en bog, som åbnede op for den alternative tænkning, men den var kamufleret, så man ikke umiddelbart kunne se, hvad bogen egentlig handlede om. Da jeg havde læst den bog, læste jeg andre bøger om alternativ healing, om auraer og om  krystal-healing. Bøgerne lærte mig nogle forskellige teknikker, heriblandt hypnose. Det førte til, at jeg blev lidt interesseret i det alternative og især buddhisme.

Hvordan havde du det?
Jeg havde en isoleret hverdag, som ikke var, som jeg ønskede. Jeg udviklede en drømmeverden, hvor jeg kunne have det bedre i det stykke tid, jeg var der. I kæreste-forhold handlede det ikke om kærlighed som motiv, men det at have en kæreste, altså tryghed. Jeg havde hørt: "Hvis dit forhold ikke holder, kan du bare prøve den næste og den næste og den næste, og lære af al den erfaring." Men der kom til at mangle noget struktur, ægte følelser, og noget fasthed.

Hvordan mødte du den kristne tro?
Jeg var på en helsemesse i Aalborg, hvor jeg havde fået alternativ healing og var til et foredrag med en clearvoiant. Men da jeg pludselig så Ole Skjerbæk fra "I Mesternes Lys", oplevede jeg en fantastisk udstråling over ham. Han lignede en slags helgen i sit kostume. Jeg kunne ikke forstå, at han var på helsemessen, når han var præst. Han virkede som én, der ikke hørte til dér. Jeg havde lyst til at finde ud af, hvad det  var, så jeg prøvede at gå til forbøn. Jeg kan huske, du bad for mig, Lars. "Hvad er dit navn?", spurgte du. "Adam", svarede jeg. Du kommenterede mit navn og begyndte at bede. Jeg husker, at du virkede begejstret.

Hvad skete der så?
Du spurgte, om jeg ville med til cellegruppe? Og det ville jeg gerne. Jeg havde ikke haft de bedste venne-relationer, og jeg havde lidt svært ved  at skabe nye rigtige venner. Jeg syntes, det var godt at komme i cellegruppen, men der manglede nogen som mig selv, der var i samme  situation. Jeg var jo ikke nyfrelst, men jeg var ligesom lige taget op af mosen og havde en masse spørgsmål. 
Men det, jeg ikke kunne se, var, at jeg havde masse alternativt med i bagagen. Hver gang vi skulle bede, var jeg usikker på, om grunden til, at noget lykkedes, var p.g.a.  bøn, eller p.g.a. at man satte nogle energier i gang. Jeg blev forundret over, at der faktisk skete noget, jeg ikke havde forventet, når vi bad sammen. Det alternative havde aldrig givet lignende oplevelser. 

Kan du give nogle eksempler på bønnesvar?
Ja. Da jeg gik med aviser, blev der bedt for, at jeg kunne finde hvile, fred og energi til at gå med aviser, og stik imod al forventning, skulle vi først gå ud med aviser til kl. 10 den næste dag. Vi fik en lang  frist til at gå i, så det blev både en nydelse og meget fredeligt. Det var aldrig sket før! Guds nærvær og fred kom ind over mig. Jeg havde  også en anden oplevelse ved et kristent arrangement, hvor jeg fik et syn af Jesus. Jeg så Jesus gå rundt, og at korset stod i baggrunden, og jeg oplevede at være tæt på ham. 
Jeg syntes allerede, at jeg havde fået nogle ting fra Gud, men der var noget, der holdt mig fra at tage imod  Jesus. Jeg kunne ikke forstå, hvad det betød at tage imod Jesus. Jeg følte mig selv som et blødende sår, og jeg var ikke klar til at modtage. Det kan jeg se nu.

Så du oplevede en kamp...?!
Ja, i cellegruppen blev der flere gang bedt om, at jeg skulle være fri af det alternative. Jeg sad og tænkte: "Hvorfor beder han for det? Hvorfor skal jeg være fri for det?" Jeg forstod ikke, hvorfor det var så vigtigt at komme væk fra det alternative, eller hvorfor det var så ødelæggende? Men faktum var, at jeg var meget fanget af det. Det gjaldt om at få gode oplevelser, og i starten var det ikke vigtigt, om det var det ene eller det 
andet, der hjalp. Derfor kunne jeg ikke identificere mig selv som en kristen. 
Jeg syntes, der var mange gode ting i kristendommen, men der var også ting, som 
jeg ikke kunne identificere mig med eller havde lyst til.

Hvordan kom du videre?
Det første, jeg oplevede, var den kraft, der var i kristendommen i forhold  til i buddhismen og det alternative. Jeg blev betaget af, at der kunne  ske så meget mere, når kristne beder. Kristne havde noget socialt, der  virkede som det helt rigtige. I buddhismen fik du ti gange mindre ud af  det, end de kristne gjorde. I det alternative handlede det mere om alle de ting, du selv ville have, altså at være selvcentreret på en måde. I kristendommen handler det om, hvad Gud ser, du har behov for!
Jeg havde altså en periode, hvor jeg bare skulle iagttage. Jeg kunne ikke fornægte, at 
der skete noget hver gang, der blev bedt for mig. Det  skulle gå op for mig, hvor stor Gud er i forhold til alt det andet. Det  var også en periode, hvor jeg havde en masse forskellige piger, og det  var en livsstil, jeg havde svært ved at forestille mig ikke at have. Det handlede meget om at have en pige og at kunne komme hjem og triumfere: "Jeg har da også en kæreste!"

Men så skete der pludselig noget...
Jeg havde det problem, at jeg ikke vidste, om jeg gjorde det rigtige, når jeg selv bad indvendig. Jeg havde læst hele Bibelen på det tidspunkt, men jeg manglede stadig forklaring. Samtidig var jeg frustreret over, at jeg ikke var i stand til at vælge det moralsk korrekte. Rigtigt og forkert var vendt op og ned af det alternative. Derfor begyndte jeg at spørge efter bøger, som kunne give mig større forståelse. Jeg lånte nogle kristne bøger, og ved disse bøgers hjælp fik jeg vendt det hele rundt. Jeg blev opmærksom på det alternatives rolle i mit liv. Selv om jeg ikke dyrkede det alternative længere, arbejdede det stadig ubevidst i mig. Det gjorde det, indtil jeg læste de kristne bøger, hvor jeg blev  irettesat. 
Jeg bad en bøn om tilgivelse, og jeg tog imod Jesus. Jeg  forstod, at når du beder om tilgivelse, så vil Gud tilgive dig. Og han  gav mig en følelse af at være ren.

Hvad skete der ellers?
Nu kan jeg bruge bønnen. Jeg læste i bøgerne eksempler på, hvordan man  beder. Jeg fik forklaret nogle bibelsteder, hvor Gud lover nogle ting, og jeg lærte, hvordan jeg kunne bruge dem i bøn. Jeg fik også tungetale. Det havde jeg ikke forventet. For mig var det et tegn, en bekræftelse  på Guds nåde over mit liv. 
Jeg har siden bedt for en masse  forskellige mennesker, som har oplevet, at bønnerne blev besvaret ret hurtigt. Det er meget bekræftende! Men jeg er stadig ny i det, og jeg  har stadig ikke 100 % styr på at følge Jesus og tage de rigtige valg.  Jeg ved, at jeg skal vokse i det og bruge det, jeg har lært. 
Jeg  oplever, at venner henvender sig til mig, og jeg kan se, at de har brug for det her. Jeg kan ikke bare tænke på mig selv, når jeg nu ved, at der så mange venner, der er fortvivlede. Nogle gange giver det også pote.  Mod forventning har jeg fundet venner, der havde brug for, at jeg var  der, og som havde brug for bøn og hjælp.

Hvad brænder du for? 
Der er et slag, der skal slås, for de unge. De har brug for at se, hvor stor Jesus er! Jeg kender til mange unge, der overhovedet ikke er søgende, men som blandt andet er fascineret af det kriminelle miljø. De  har brug for at vide, hvordan Gud er i forhold til det, de befinder sig i. De har lært, at kristendommen ikke kan passe, og da de ikke ved  bedre, vælger mange Gud fra. Generationen før dem har ikke kunnet hjælpe dem, da de selv har haft problemer og manglede et moralsæt. Det er vigtigt, at vi lærer at forstå de 
unge, og at vi lærer at se og møde  deres behov og deres lidelser. Her er der ikke brug for en død religion, men en levende! Vi har brug for tålmodighed og tro på, at det virker.  Kirken må gribe fat i, hvor de unge er nu og møde de mange behov for  sjælesorg og helbredelse. De unge må selv have en oplevelse af Gud for at få styrke til at vælge og forstå det, selv om de i venners øjne kan virke latterlige.
Benjamin Knudsen, Holstebro
12-08-2014

Nyt liv i stedet for selvmord...

Af Benjamin Knudsen, Holstebro 

Den 4. januar 2004 forsøgte jeg at begå selvmord, hvilket heldigvis ikke lykkedes. Efter det mislykkede selvmordsforsøg  blev jeg indlagt på sygehuset i Herning, hvor de nåede frem til, at jeg havde en depression, og at jeg derfor skulle tage nogle piller. Jeg blev senere indlagt på børne-/ungdomspsykiatrisk afdeling i Herning. Dette  sted var forfærdeligt. Jeg fik det meget dårligere af at være dér. De valgte, at jeg skulle have nogle piller, der hedder Efexor. De forsikrede mine forældre om, at der ingen bivirkninger var ved at tage  Efexor. Dette er dog løgn. Jeg lavede nemlig selv lidt research og fandt frem til, at nogle af bivirkningerne kunne være træthed, kvalme,  nervøsitet, forstoppelse, unormale drømme, nældefeber, muskelkramper, tinnitus, hallucinationer og nedbrydning af muskelvæv. Foruden disse bivirkninger kan Efexor også give flere selvmordstanker.

Jeg havde fået nogle af bivirkningerne. Da vi konfronterede lægerne med, at vi  havde læst om Efexors bivirkninger, svarede de bare, at de godt vidste, at der kunne forekomme visse bivirkninger. Ergo havde de løjet for os. Efter to måneder blev jeg udskrevet og fik diagnosen Aspergers Syndrom. Jeg fik hverken at vide, hvad den diagnose betød, eller på hvilket  grundlag de havde nået frem til denne diagnose. Efter ca. 3 år stoppede jeg med at tage piller. Der var noget i mig, der sagde, at det var forkert at tage dem, og jeg fik det faktisk bedre.

En dag i skolen
Efterfølgende startede jeg så på HF i Holstebro. Om fredagen var der én fra min klasse, der spurgte, om jeg ville sidde ved siden af ham. Han viste mig så hjemmesiden www.OplevJesus.dk. Jeg droppede at tage til fest den weekend for at kunne sidde og læse på hjemmesiden om alle mulige mirakler, som Jesus udfører i dag! Jeg skrev så 
til Torben Søndergaard, som har siden. Jeg spurgte, om det måske var muligt, at jeg kunne komme forbi og se, hvad det var for noget, for jeg ville gerne opleve de ting, som de gjorde. 

Torsdag den 13.  september 2007 tog jeg så om til Torben, hvor der blev bedt for mig, og jeg kunne mærke Guds nærvær. Det var vildt fedt. Siden den dag har mit liv ikke været det samme. Jeg fandt meningen med livet. Ikke bare mit liv, men livet som er at søge og tjene Gud.

Gud er fantastisk
I dag snakker jeg ofte med folk om Gud, måske for meget til tider. Det  mener min chef i hvert fald. Han fortalte mig, at hvis jeg ville snakke  om Gud, så skulle det være efter arbejde. Jeg må indrømme, at det kan jeg ikke helt overholde. Et eksempel kunne være, da jeg for nogle uger siden var på arbejde, og en af mine kollegaer mødte op på arbejde med krykker. Han havde fået et brud på en knogle i foden. Jeg spurgte, om  jeg måtte prøve at bede for det. Det kunne han ikke se, der skulle være  noget i vejen for. Mens jeg bad, sagde min kollega, at han kunne mærke en varme i hans fod, og så 
prøvede han at gå lidt, hvilket han sagtens kunne uden krykkerne! Nogle dage efter, da han mødte på arbejde (uden krykker), gik han forbi chefen, mens han pegede på sin fod og sagde, at  det var Gud, der havde helbredt ham!
Nu må han have fået øjnene op for, at Gud er virkelig og ikke bare noget kedelige 
mennesker hører om  søndag efter søndag. Gud har forandret mit liv, og jeg beder 
til, at han også må forandre dit. 
Victoria Dahl Jeppesen, Vrensted
12-08-2014

Min vej til frihed

Af Victoria Dahl Jeppesen, Vrensted 

Når Gud gør, hvad ingen mennesker kan gøre! 

Min rejse mod frihed, genoprettelse og lægedom, startede for alvor for ca. 2 år siden. Inden da har Gud også gjort meget i mit liv. Men på dette tidspunkt gjorde Han mig opmærksom på ting, som jeg stadig var bundet  af, og at Han havde en langt større frihed til mig! 

Jeg så et billede for mig, hvor jeg stod på en bred; foran mig var et  stormende hav med kæmpe bølger og voldsomt uvejr! Ude i det fjerne kunne jeg skimte land. Og jeg oplevede, at Gud ville, at jeg skulle over til den anden bred - hvor der ville være en frihed, jeg slet ikke kendte  til, et land som var langt bedre, end hvor jeg befandt mig. Jeg oplevede, at Gud spurgte mig, om jeg var villig...?! Jeg svarede: "Ja", og Han forvissede mig om, at Han ville være med mig i båden på hele rejsen. Jeg ville aldrig være alene! Sådan startede min ´rejse´, så jeg var godt forberedt på, at stormene og uvejret ville komme. Men at det blev så voldsomt og så hårdt - at jeg til tider ønskede døden, det havde jeg nok ikke 
ventet! Men stod jeg der igen og skulle svare, om jeg ville være villig, ville svaret stadig være "Ja", for frugten er alligevel mere end prisen værd! For hvis vi tillader det, kan smerte og svære ting - komme til at gøre os endnu stærkere og føre os ind i et endnu tættere forhold til Gud! 

Mine kampe 
Jeg har kæmpet rigtig meget med forkastelse, selvhad og selvdestruktive tanker og handlinger. Men det sjove er, at inden jeg begyndte ´rejsen´, havde jeg det forholdsvis ok og følte sådan set, at jeg var i rimelig kontrol med tingene, selv om jeg jo godt vidste, at der èt eller andet  sted lå noget dybere... Så da jeg først gik op i ´båden´ og satte af mod den anden bred, da blussede alt dette indeni mig endnu mere frem, og alle disse negative tanker og mønstre fyldte endnu mere end nogensinde  før! Det er jo netop, når vi ikke bare vælger at "leve med" tingene, men når vi tager kampen op, at ja, så bliver der en kamp. Hvis man f.eks. sidder med lænker på, så gnaver de måske ikke så meget, så længe du sidder helt  stille, men så snart du begynder at røre på dig, oplever du, at du er bundet. Og begynder du at ville rykke dig fri, kan det godt være, at du  kommer til at gnave sår, som kommer til at bløde...! 
Fordi forkastelse har været en af de ting, som jeg har været rigtig meget bundet af, så har det været svært for mig virkelig at have tillid til mennesker. Derfor har mennesker også haft svært ved at hjælpe mig - fordi jeg hele tiden var så bange for, at de ville svigte og forkaste mig. Derfor var det livsnødvendigt for mig at opleve Guds kærlighed til mig!! At uanset hvad så ville Han aldrig forkaste mig!! På et tidspunkt, hvor jeg var ved at få tillid til nogle mennesker, oplevede jeg et svigt fra dem, som var ved at slå mig helt ud!!! Jeg mistede for første gang i mit liv faktisk troen på Gud! (Jeg  tror faktisk, det er noget, vi mennesker ofte gør - kobler menneskers svigt sammen med Guds svigt...) Men jeg 
tror nu, at Gud tillod, at  mennesker svigtede mig, fordi Han ville, at min tillid fuldt ud skulle være i Ham! 

Guds store nåde
Efter dette svigt fra disse mennesker stod jeg på et tidspunkt på toilettet med fingeren i halsen (har kæmpet meget med bulimi), og da jeg stod der, oplevede jeg pludselig Guds kærlighed!!! Midt i at jeg følte mig  allermest alene og fordømt. (Der er så meget fordømmelse og skam forbundet med bulimi!) Da jeg oplevede Guds kærlighed, der hvorjeg intet gjorde for at søge Ham, ja, hvor jeg faktisk havde forkastet Ham - det gav mig virkelig en åbenbaring af Guds nåde!! Det afhænger overhovedet ikke af, hvad jeg gør / ikke gør! Så på det tidspunkt skete der en revolutionerende ændring af mit syn på Gud og af, hvordan Han ser på  mig. Og jeg gik i 14 dage, tror jeg, og var helt oppe at køre over Guds nåde - og måtte bare fortælle alle og enhver om, hvor god Gud er! For  det er jo helt vildt! Når vi forstår Guds nåde, så forstår vi, at vi  virkelige er frie, og at der med Jesus ikke længere lyder: "du må ikke" og "du skal", men der lyder: "Jeg elsker 
dig, Jeg har købt dig FRI!" 

Gud bærer igennem 
Der gik nogen tid, hvor jeg virkelig oplevede Guds kærlighed, og hvor Han grundfæstede mig i nåden. Nu var den rette grund lagt, og Gud kunne begynde at gå endnu dybere. Men som Han begyndte at gå dybere, søgte jeg igen tilflugt i bulimien. Og det har så været en proces for mig at lære at søge tilflugt hos Ham i stedet. Og ja, det har gjort ondt at give slip på det vante, men for hvert forsigtigt skridt har jeg oplevet, at  Han bærer! Hvad, der også er sket under processen, er, at jeg er begyndt at føle og  mærke mig selv og livet. Jeg kan nu se, at jeg før har været helt død indeni, men Gud er kommet og har pustet liv i mig igen! På et tidspunkt på min ´rejse´ midt ude på havet, hvor det stormede voldsomt, oplevede jeg, at Jesus sagde til mig, at jeg kunne tale til stormen, og så ville den lægge sig! Vi har fået en helt utrolig autoritet, når vi har Jesus med i båden! En anden ting er også, atvi må rejse os! Vi kan ikke vente på, at der kommer en eller anden og ser, hvor forfærdeligt vi har det, nej vi må tage ansvar for vores eget liv! Uanset hvor meget andre ønsker det for os, så vil det altid være vores valg! 

"Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet" (Es.60:1) 

Det er muligt for os, at rejse os - for lyset er kommet. 

Grundfæstet i Gud
Med tiden som jeg er blevet grundfæstet i min tillid til Gud, er jeg også begyndt at kunne have tillid til mennesker, fordi nu ved jeg, at selv om de vil svigte (for det vil de - før eller senere, jeg kender jo mig  selv og ved, vi kun er mennesker) så vil jeg ikke falde, for mit liv  ligger ikke i menneskers hænder, men i Guds. Og Han er - og forbliver trofast! Han siger jo også netop til os, at vi ikke skal søge tilflugt i mennesker, præstationer eller noget andet (heller ikke engang vores  gode gerninger for Gud!), men alene i Ham - alt andet er for uholdbart! Jeg har før haft lidt den indstilling, at hvis det bare er Gud og mig  alene, så klarer jeg mig fint. Ingen mennesker helt tæt på, men den  indstilling, er jeg ved at indse, er forkert. Så nu arbejder jeg med at  tillade at lukke mennesker ind. 
Jeg har dog haft nogle venner, som har  været fantastiske og til stor hjælp, bare ved at være der. At være der, uanset hvor mærkelig, jeg har været, så har de bare fortsat med at elske mig og være der for mig. Så Gud har helt klart brugt dem i min proces! Han ønsker, at vi også skal have relation og fællesskab med andre mennesker. 

Det nye land
Jeg oplever nu, at jeg er kommet til ´den anden bred´. Nu skal jeg så bare til at nyde at leve i det nye land. Og hvis jeg falder, så er det ikke det væsentlige, det væsentlige er, at jeg rejser mig igen! Og måske kommer der igen et tidspunkt, hvor Gud siger, at nu er det tid til at  krydse havet igen - for at opleve nyt land.. Men min opmuntring til dig er at lade være med bare at være tilfreds, lad være med bare at lade stå til, lad være med at 
bære på ting, som Jesus allerede har båret for dig, omvend dig. Spørg Gud, om der er ting i dit liv, som forhindrer dig at leve i frihed og lad være med at løbe  væk, når Han kaster lys på nogle ting, som gør ondt at se... Nogle ting har jeg oplevet, at Gud har taget med én gang, andre ting har været en proces. Lad være med at begrænse Gud, og så ønsker jeg også at sige, at  Gud er langt mere tålmodig med os end mennesker (også end vi ofte er med os selv) - så længe du bare går fremad, så lad være at fordømme dig  selv - det gør Gud heller ikke! 

For du prøvede os, Gud, du lutrede os, som man lutrer sølv; du lod os gå i  fanggarnet, du lagde byrder på vore hofter; du lod mennesker ride hen over hovedet på os, vi måtte igennem ild og vand. Men så førte du os ud  til overflod.(Sal. 66:10-12)



Victoria Dahl Jeppesen har lavet hjemmesiden:  www.hiding-place.dk
Niels Ole H. Sørensen, Randers
12-08-2014

Ja til Jesus med 80 km/t - mit liv skiftede gear...

Niels Ole H. Sørensen, Randers

Med 80 km/t på hovedvej A13 bad Niels Ole en bøn, som medførte et  overnaturligt møde med Guds Helligånd. Han oplevede, hvad Jesus kalder "at blive født på ny" og Hellig-åndens dåb. 

Herefter måtte han bremse sin bil ned, sætte den i 2. gear og køre igennem en rundkørsel. Det blev nærmest et symbol på det, han oplevede i sit liv bagefter. 

Da jeg d. 6. december 2001 kørte lettere vemodigt fra min arbejdsplads i Støvring ad hovedvej 13 mod et bestyrelsesmøde på en 
efterskole havde jeg ikke regnet med, at mit liv i løbet af få minutter skulle tage den  største og bedste drejning overhovedet. 

I løbet af efteråret havde jeg haft en temmelig barsk periode, hvor mit job som udviklingsingeniør i telekom-branchen fyldte enormt meget - overarbejde på over-arbejde - af og til ud på natten. Den ene dag tog den anden. 

I samme periode havde jeg det meget svært med troen. 
Jeg havde søgt efter Gud mere eller mindre intenst i perioder og kom regelmæssigt i Folkekirken og i KFUM og KFUK, havde været lærer i tre år på en kristen efterskole, læst Teologi for Lægfolk i tre år, men jeg  tvivlede inderst inde gevaldigt på, at Gud var der. Jeg havde ikke oplevet bønnesvar, og jeg rystede på hovedet, når nogle af og til talte  om, at det og det problem måtte vi lægge frem for Gud, for det var nu en gang min erfaring, at når det kom til stykket, måtte vi mennesker jo klare ærterne selv. Det var en skiften til og fra, et ben i hver lejr,  en konstant filosoferen, der prægede mit trosliv. 
Adskillige gange havde jeg prøvet at "vende om" til Gud og forsøgt at leve rent - uden held. Hver gang mislykkedes det, og jeg dunkede mig selv oven i hovedet med  det, for min samvittighed sagde mig, at jeg ikke levede, som jeg skulle. 
 
Sidste weekend i oktober havde jeg  for andet år i træk deltaget i Århus Gospel Festival, hvor man synger  gospel-sange om Jesus i en hel weekend. Sangene fortalte meget om Guds  kærlighed og lød, som om sangskriveren havde et dagligt levende forhold  til Jesus. Ikke bare som en religion, men som om han var en levende  person. Jeg husker meget tydeligt følgende tanke: "Enten er de tekstforfattere godt nok fulde af løgn (!!) eller også har de altså oplevet noget, som jeg vil opleve også". Men jeg var jo allerede kristen, jeg turde jo godt stå ved det overfor familie, venner etc. og havde jo holdt masser af andagter...

Jeg kom til at tale tro med én fra en frikirke lige efter gospelfestivalen, og jeg spurgte noget nysgerrigt ind til,  hvad der var forskellen på hendes baggrund og min. Hun fortalte, at det  var meget normalt, at Gud taler til en (!!) og at hun havde oplevet en masse med ham ligesom sangskriverne... Hvad var det her for noget?? 

Jeg fattede ret hurtigt, hvad det handlede om - jeg havde læst det masser af gange i Bibelen: Jesus sagde til farisæeren Nikodemus, at man må fødes på ny for at kunne se Guds rige... Jeg måtte bede om tilgivelse for min synd  gennem personen Jesus Kristus og overgive mit liv til Gud. Derudover fik jeg nu at vide, at man personligt kan blive døbt/fyldt med Helligånden og dermed få Guds kraft til at leve kristenlivet ud i praksis. 
 
Jeg havde hørt at der fandtes mennesker i dag, der havde de nådegaver, der  står om i Bibelen - men ingen, som jeg kendte - undtagen måske lige én af mine venner, som på relativt kort tid var blevet så "irriterende frelst at høre på". Jeg hørte nu, at man kunne modtage Helligåndens dåb/fylde/udrustning på to forskellige måder - enten ved selv at bede om det eller ved at lade andre bede for sig med håndspålæggelse.

Den dag d. 6. december ville jeg give mit liv væk. Om det så skulle koste mig alt, ville jeg have et levende Gudsforhold.  Jeg bad en bøn igen og igen over ca. 10 minutter (10 km): "Jesus, jeg omvender mig fra mine synder - jeg vil give mit liv til dig. Jesus, giv mig din Helligånd og kom ind i mit liv". Da jeg havde bedt i et stykke tid tænkte jeg: "Nå, jeg er nok ikke god nok? Det gælder nok ikke mig det tilbud". Jeg blev dog ved, og efter-hånden tænkte jeg ikke længere på det, jeg bad.

Pludselig blev jeg klar over, at nogen hørte det, for med en voldsom kraft blev jeg fyldt af noget, som gjorde, at jeg ikke vidste, hvad der var op eller ned. Øjnene drønede rundt i hovedet  på mig, og jeg var ikke i kontrol overhovedet. Jeg tænkte: "Åh nej, er jeg på vej ud over markerne på taget? Det er helt fantastisk det her, men det går altså ikke, mens jeg kører bil!". I løbet af nogle få sekunder kom jeg helt til mig selv igen og  registrerede, at jeg stadig kørte ligeud. Jeg nåede lige at bremse ned inden en rund-kørsel - geare Peugeot'en ned i 2. og fortsatte min køretur, hvor jeg i et fantastisk humør takkede Gud for, at han hørte  min bøn.


Mit liv blev herefter totalt forvandlet. Jeg blev grebet af en stærk længsel efter at læse i Bibelen, og det kunne bare ikke gå stærkt nok med at lære nogle levende kristne at kende. Den følgende tid var jeg helt oppe at køre og fortalte om det,  jeg havde oplevet alverdens passende og upassende steder. Til min store overraskelse var det ikke alle, der brød sig om det, men nogle blev også grebet af længslen efter Gud. Dem der gjorde det, har senere oplevet et tilsvarende gennembrud i deres liv. 


Det skete for seks år siden. Når jeg ser tilbage på mit liv, så er det med en ubeskrive-lig taknemmelighed for, at jeg fik øjnene op for vejen til Gud igennem Jesus. Mit liv har ikke været uden problemer og udfordringer, men det  har været den mest spændende og begivenhedsrige tid på trods af en del afsagn, jeg troede, der ville være svære. Gud har virket i mit liv og  ført mig igennem et forløb af genoprettelse og helbredelse på områder, hvor jeg var kvæstet af min fortid. Han har ført mig sammen med den  eneste 
ene, som jeg i dag er gift med, og som jeg kan se er Guds  vidunderlige visdom, at jeg skulle vente på. Vi tjener Gud på fuld tid med en meget varierende og spændende hverdag, som jeg aldrig havde kunne tænke mig til før, for det er suverænt Guds nåde og værk i vore liv - vi følger bare efter. Det bedste af det hele er, at jeg har fundet mere  og mere ud af, at Bibelen holder i praksis. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at løftet gælder om evigt liv til dem, som er blevet født på ny, tror på Jesus og følger ham, hvor han leder én. 
 
Min store længsel er at nå mange af de mennesker, som på samme måde som jeg, af  "fornuftsgrunde" havde afskrevet Gud - men som har desperat brug for at møde Jesus Kristus og Bibelens glædelige budskab - evangeliet. Der er så megen forvirring på området. Men mit budskab er klar: Vi MÅ fødes på ny - og døbes med Helligånden - det er det Bibelen taler om, og det handler om at følge Jesus personligt i vore liv, når vi pludselig får en levende relation med ham. 

Hvem sagde kedelig religion? Det her er levende!! Jeg anbefaler dog andre at holde  sig på 0 km/t, når man søger Gud... By the way. Det vigtigste er ikke oplevelsen, lige hvor det sker. Dette var Guds måde at møde mig på. Men hvis du søger Gud af hjertet gennem Jesus, som jeg gjorde det, siger Bibelen, at du VIL blive frelst, født på ny og døbt med Helligånden. Du vil vide, når det er sket på den drejning, dit liv tager. 
Lars Hyldgård Jensen, Aalborg
12-08-2014

Befriet fra frygt og mareridt

Af Lars Hyldgård Jensen, Aalborg

Mareridtene ophørte
Jeg voksede op i et kristent hjem med nogle gode forældre og tre dejlige søskende. Jeg husker, at jeg som barn havde nogle forfærdeligt skræmmende mareridt, hvor alle lyde blev forstærket, således at en knappenål, der faldt til jorden, lød som et tordenskrald i mine ører. For det  meste kom disse mare-ridt, når jeg havde feber. Selv om min mor forsøgte at vække mig og trøste mig i hendes arme, forblev jeg ofte en halv time i den halvvågne tilstand, hvor hun ikke kunne komme i kontakt med mig. I den tilstand oplevede jeg at falde nedad og nedad i et sort hul omgivet af væsener på alle sider, der skræmte mig fra vid og sans. Men mere mærkeligt var det, da jeg begyndte, at opleve de samme mareridt i vågen tilstand. Det var virkelig underligt! En aften, hvor jeg var blevet syg og var bange for det forestående natlige mareridt, bad min mor for mig. Hun bad til Jesus, om at jeg ikke måtte få mareridt denne nat! Og jeg husker, hvor fantastisk, jeg synes det var, at mareridtet udeblev. Siden den dag har jeg ikke haft et eneste mareridt i nu 28 år! Det vil jeg gerne give Jesus al æren for!

Befriet fra frygt
I mine teenageår erfarede jeg et problem, som syntes at vokse og vokse! Frygt var blevet en herskende magt i mit liv. Frygt for at mislykkes. Frygt for hvad andre mennesker tænker og mener. Frygt for at fejle. 

Måske genkender du det, at frygten kan lamme og virke fuldstændig uovervindelig. 
For mig betød det, at jeg med 100% sikkerhed vidste, at jeg aldrig kunne få et  job, hvor jeg skulle stå foran andre og tale. I gymnasiet pjækkede jeg flere gange fra dansk-timerne, hvis der var overhængende fare for en overhøring. Jeg frygtede, at blive udvalgt til at læse op eller holde oplæg, fordi jeg plejede at skælve i hele kroppen og miste kontrollen over både mit åndedræt og min stemme. Jeg syntes, det var ydmygende. 

Frygten for andre menneskers reaktioner havde virkelig bundet mig, så jeg kunne blive helt paranoid. Men pludselig og uventet skete der i slutningen af min værnepligt det, at Gud kom på banen i mit liv på en måde, som jeg aldrig havde ventet. Jeg troede, at Gud havde skabt mig med frygten og alle de komplekser, som fulgte med den. Men Gud talte til mig og sagde, at han aldrig havde ønsket, at jeg skulle leve i frygt, og at frygten ikke kom fra ham! Jeg begyndte, at læse i Bibelen, hvor der gang på gang står: FRYGT IKKE! Pludselig oplevede jeg en mægtig kraft, nemlig troen på, at Jesus ville fordrive al frygt fra min bevidsthed! Jeg læste, at Jesus gav sine disciple autoritet over alle de destruktive kræfter, som ødelægger menneskers frihed og glæde! Nu vidste jeg, at Jesus var løsningen på »mit evige kompleks«. 

Jeg begyndte at tale til frygten og sige til den, at den måtte se sig besejret i Jesu navn, når jeg stod over en situation, hvor frygten ellers havde sejret over mig! I dag ved jeg, at Jesus selv bor i mit hjerte og afslører frygtens snigløb, så jeg kan leve livet uden frygt. Alt i mig er blevet anderledes, ja, det skal erfares personligt, for at man kan forholde sig til det! Jeg har nu holdt mange foredrag for flere hundrede mennesker uden den mindste form for frygt eller nervøsitet! Alt er muligt for Gud!

Den totale overraskelse
I samme periode fik jeg en åbenbaring fra Gud, som gjorde, at jeg ændrede alle mine fremtidsplaner og alle mine forestillinger om Gud og meningen med mit liv. En bestemt nat vågnede jeg tre gange og hørte en stemme tale til mig! Normalt sover jeg som en sten, helt til vækkeuret har ringet fra 10 til 30 minutter, men dén nat vågnede jeg tre gange med en times mellemrum på en ret speciel måde. Alle tre gange skete der nøjagtigt det samme. Måden, jeg vågnede på, var ligesom når man tænder for en stikkontakt - på ét sekund var jeg fuldstændig vågen. 

Så hørte jeg en stemme tale tydeligt i rummet. Stemmen sagde: »Gud tager imod en ny generation!« og denne sætning blev gentaget flere gange: "Gud tager imod en ny generation! Gud tager imod en ny generation!"  Og lige så pludselig, som jeg var vågnet, faldt jeg i søvn igen - nærmest som om jeg var under en andens kommando. Nøjagtig samme oplevelse gentog sig en time senere og igen to timer senere. I alt tre gange blev jeg vækket af Gud og hørte Helligånden tale til mig med denne fysisk hørbare røst! 

Næste morgen måtte jeg så forholde mig til, at jeg havde oplevet noget, som, jeg ellers var overbevist om, var umuligt! Jeg følte, at jeg havde oplevet noget helt ubeskriveligt, og samtidig følte jeg ikke, at nogen rigtig ville forstå, hvis jeg fortalte om det! Jeg følte, at Gud personligt havde givet sig til kende for mig, lille mig, og havde betroet mig et budskab, ja en fremtidsprofeti fra ham! 

Det var, som om der blev åbnet for en kæmpe sluse inde i mig. For mig helt ukendte dimensioner af tro og håb fyldte hele mit hjerte! En helt ny verden af Guds muligheder åbnede sig! Guds perfekte plan for mit liv var ikke en urealistisk kristen idé, men langt større og mere fantastisk, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Ja, det var den jo, for jeg troede jo slet ikke, at Gud kunne bruge mig til noget. 

Det rungede i mit indre, at Gud er i kontakt med mig, at jeg var kaldet til at følge ham, og det samme gjaldt millioner af unge mennesker, en hel ny generation i nær fremtid! Det umulige vil ske midt i vores åndeligt udhungrede vestlige verden: Gud vil åbenbare sig personligt og med overvældende kraft for skarer af mennesker! Fokus vil blive rettet opad mod vores Skaber, som sendte Jesus for at frelse os fra døden!

Lad ingen hindre dig i at give dit liv fuldt og helt til Jesus! Han vil åbne Guds ubegrænsede univers for dig, og han vil være med dig og lede dig på en mærkbar måde! Du må simpelt hen søge Guds rige, indtil du finder - og du vil finde!!!

Guds dimension er tæt på dig

Læs mere af Lars Hyldgård: Køb bogen: Guds fantastiske nåde
Peter Rasmussen, 46 år, selvstændig, Støvring
12-08-2014

Fodboldkarrieren stoppede men Gud kom på banen

Af Peter Rasmussen, 46 år, selvstændig, Støvring 

Jeg er opvokset i et ikke kristent hjem, hvor der ikke blev talt om Jesus. Mit første bekendtskab med kristendommen fik jeg ved 7 - 8 års alderen, hvor jeg overnattede ved én af mine venner. Vi skulle til at sove, og så begyndte min ven at bede Fadervor. Det havde jeg aldrig hørt om før. Det vakte noget nysgerrighed, og jeg fik lært Fadervor udenad og begyndte fra da af at bede det hver aften uden at tænke mere over indholdet. Men det gav mig en stor tryghed.

Mit næste bekendtskab med kristendommen var i skolen i 13-14 års alderen, hvor vi havde kristendomskundskab. Der fik jeg, af en lærer, Det Nye Testamente, og jeg begyndte at læse det. Det var fantastisk at læse om Jesus, det kunne få tårerne frem, men jeg levede fortsat verdsligt i dagligdagen. Dog havde jeg altid Det Nye Testamente ved min seng.

Jeg var blevet god til fodbold og kom på landsholdet. Hele min identitet blev efterhånden bygget op om fodbolden. Der var mange, der så op til mig og beundrede og roste mig som fodboldspiller, og der var mange, der ville være mine venner. Jeg følte mig uangribelig, højt hævet over andre. Hvad, jeg gjorde, var altid det rigtige. Men de jordiske ting varer ikke ved, og fodbolden gik ned af bakke. Og pludselig var der ingen beundring og ros mere, men meget kritik, og jeg stoppede med fodbolden. 

Min identitet var nu væk, da jeg havde bygget den på fodboldspilleren Peter. Jeg følte mig totalt utilstrækkelig, når jeg var sammen med andre mennesker og havde et meget lavt selvværd. Det udviklede sig til en stor menneskefrygt, og jeg isolerede mig mere og mere. Jeg var nu omkring 35 års-alderen og var meget langt nede. Dér kaldte jeg og bad desperat til Jesus. Hvorfor det lige var til Jesus, jeg gik, da jeg havde det allermest dårligt, tror jeg skyldes de ting, der var sået i mig - fadervoret og læsningen i Det Nye Testamente. Og lige dér, hvor jeg havde allermest brug for ham, talte Gud til mig, at jeg skulle tjene ham og vende om fra mit syndige liv - for det var dét, der kunne fri mig ud af denne forfærdelige situation, jeg havde bragt mig selv i. 

Denne for mig vilde fantastiske oplevelse gjorde, at jeg begyndte at studere Bibelen meget grundigt og begyndte at gå i kirke. Min menneskefrygt forsvandt langsomt, og jeg blev mere udadvendt og fik det bedre. Men jeg fik desværre ikke omvendt mig 100 procent til Gud, så jeg gled langsomt tilbage til det gamle liv, selvom jeg ihærdigt forsøgte at frelse mig selv, ved egne gode gerninger, men jeg faldt hele tiden tilbage i gamle synder.

I april 2013, da jeg nu var blevet 46 år, skete der så heldigvis igen noget fantastisk. Jeg havde igennem næsten 2 år haft store smerter i min hofte og havde fået konstateret slidgigt. En aften inden jeg gav mig til at sove, læste jeg på en kristen hjemmeside et vidnesbyrd om en helbredelse af hoftesmerter ved håndspålæggelse. Så jeg prøvede at lægge min hånd på hoften og bad til Jesus om, at smerten måtte forsvinde, og i samme øjeblik mærkede jeg en forandring i hoften. Smerten forsvandt øjeblikkeligt, og jeg har ikke siden haft smerter i hoften. Den oplevelse blev skelsættende for mig i forhold til min tro på Jesus. Nu jeg er ikke længere i tvivl om, at Jesus Kristus er sandheden og meningen med livet, og at Jesus lever. Hvordan kunne disse for mig fantastiske ting ellers ske?

Jeg har altid søgt efter meningen med livet og har læst bøger om alt indenfor videnskab, forskellige religioner og andet. Men jeg kan kun få mening med livet, når jeg læser i Bibelen og ser de ting bekræftet i min hverdag, som Bibelen fortæller om. Det er ikke kun helbredelser, der er så meget mere, der bliver fortalt i Bibelen, og som bliver bekræftet i min hverdag. Alt andet falder altid til jorden og holder ikke - eller der kommer nyt til, som heller ikke holder.
Den sidste oplevelse med hoften har fået mig til at omvende mig til Jesus, og d. 31. maj 2013 blev jeg døbt i vand og fik Helligånden som gave. Det var en fantastisk oplevelse at blive døbt, og det giver mig kraft til at leve et helt andet liv i dag. Et liv med Jesus som min Herre, og det har givet så mange velsignelser. 

Jeg takker Gud for, at han har kaldet mig tilbage til ham.
Arne Blichert, elektriker, Aalborg
12-08-2014

Fik bevis på Guds eksistens

Picture

Arne Blichert, elektriker, Aalborg

Det hele startede for lang tid siden i Sønderborg (hvor jeg er født og opvokset), da mine forældre sang aftensang og bad  Fadervor for mig, inden jeg skulle sove. Det har jeg jævnlig gjort  siden, - dog ikke hver 
aften. Jeg har altid betragtet mig selv som  værende kristen, men jeg har ikke haft følelser involveret, og slet ikke så jeg var overbevist 110% om Guds eksistens, som i dag. Jeg flyttede  til Aalborg i 1999 og søgte mange nye ting, heriblandt en løbeklub, nye  venner / studiekammerater osv. Jeg begynd-te at gå i kirke, bare engang  imellem - sådan af ren interesse. Min "søgen" efter en slags sandhed lå  på et underligt stadie, men det at kunne gå i kirke i Aalborg uden at blive gen-kendt af kammeraterne i Sønderborg, havde jeg det egentlig fint med. Jeg syntes, at præstens prædikener sagde mig et eller andet, men  på trods af at jeg gerne ville høre om Gud, var jeg nu også angst for, om nogle af mine Aalborg-venner skulle vide, hvad jeg foretog mig. At gå i kirke i dag er et kæmpe tabu - desværre!

Ikke desto mindre var jeg søgende, og for nogle år siden startede TV2-Zulu udsendelser-ne Åndernes Magt. Det var programmer fra Danmark, hvor man fulgte familier, som følte sig generet af uforklarlige fænomener. Tv-holdet filmede så en person, der hævdede at kunne kontakte den åndelige verden og således uddrive den  eller de generende ånder. Jannie (min daværende bofælle) og jeg satte os hver tirsdag godt til rette i sofaen, og så lod vi os forbløffe af de  tilsyneladende helt utrolige og overnaturlige ting, som skete i  programmerne. Jannie og jeg snakkede om mange ting, og jeg fortalte hende blandt andet om min fætter og jeg, som engang overnattede i et hus i Broager (10 km fra Sønderborg), hvor der angiveligt skulle spøge. Hun havde en bog, som jeg læste, omhandlende en mand som havde drevet ånder ud mange steder i landet, og der stod også, hvordan og hvad der  foregik, når man skulle herfra. Det var alt sammen meget spændende, og  de efterfølgende uger så vi såmænd flere af de spændene afsnit.

Programmerne blev genudsendt, og dem så jeg selvfølgelig igen. På et tidspunkt tog det overhånd, og jeg begyndte at føle en hvis form for frygt. Jeg begyndte at tvivle på om Gud overhovedet eksisterede, efter alt det jeg havde set og læst, - men alligevel besøgte jeg kirken. Jeg følte mig nu utryg ved bare at gå på toilettet om natten, - stod der nu en ånd i stuen ???? 
En anden aften, jeg skulle i seng, kom der  endnu en genudsendelse af Åndernes Magt, og oven i købet det første  afsnit i den lange række at udsendelser. Selv om det måske var 4. gang, jeg så det, måtte jeg bare se det igen. Det var nu blevet  frygtindbydende, og jeg havde svært ved at falde i søvn den nat. Denne nat var ALT-afgørende for det gennembrud, der siden hen skete. Jeg havde aldrig haft en mere klar drøm end den fra den nat. Det skal lige siges, at jeg aldrig har drømt noget med kristendom eller forskellige symboler eller lignende før.

Drømmen
Jeg  stod udenfor om natten. Der var en stor bakke foran mig, (sådan  gravhøj-størrelse). På toppen af bakken stod et kæmpe stort Kristuskors  (måske 10 m højt). Det var af træ, sammensat af et utal af små stykker  træ - nærmest sådan nogle små flotte udskårne stykker (smukke drejede stoleben-agtig...). Jeg stod og kiggede op, og helt ude på venstre side af korset faldt et lille stykke træ ned på jorden. Jeg tænkte:  (Pyha...!!) og så fortsatte drømmen videre i noget andet. Kort efter vendte drømmen tilbage, og jeg kiggede igen op. Pludselig styrtede det kæmpe store kors fuldstændigt sammen, og jeg vågnede øjeblikkeligt og råbte NEEEEEJ. Jeg foldede hænderne med det samme, og sagde til Gud:  "Undskyld Gud, det var ikke meningen, jeg tror på dig og kun på dig - vis mig nu DIN vej!!"

Jeg begyndte nu at bede om at Gud måtte gøre, hvad der var bedst for mig, og jeg skal love for, at der skete ting og sager. Jeg havde hjulpet  nogle bekendte med noget el-arbejde, og deres datter spurgte ugen efter om jeg ville være med til et Alphakursus i Markuskirken Aalborg, som jo er et kristendoms-begynderkursus. Det ville jeg godt, og vi tog med. Vi blev glædeligt modtaget, for der var ikke mange der havde meldt sig til. Første aften hørte vi om emnet "Hvorfor døde Jesus" og sang lovsange,  hvilket var mig meget 
uvant - naturligvis! Vi spiste og hyggede os, og foredraget var meget givende, og vi tog med ugen efter igen. De spurgte mig direkte, om jeg troede på Gud, og et eller andet gjorde, at jeg kun kunne sige ja med 99% overbevisning. Jeg kunne godt tænke mig nogle beviser, sagde jeg, på trods af at jeg to uger forinden var blevet klart advaret om at "dyrke" de TV-programmer. Vi fik snakket meget, og jeg fik faktisk også taget mod til mig og fortalte om den meget klare drøm, som de jo også klart så som en advarsel fra Gud. Men beviser skulle jeg få.

I den kommende uge skulle der være besøg af en afrikansk præst: Josephine Mukamazimpaka fra Rwanda. Hun skulle stå i spidsen for 4 helbredelsesmøder, som skulle finde sted i kirken torsdag til søndag. Min veninde og jeg var meget interesserede,  og vi aftalte med nogle fra Alphaholdet at mødes torsdag, så vi kunne sidde sammen i kirken. Mødet startede med lovsange, og så kom der en dansk taler og talte. Endelig talte 
Josephine, og det foregik på  engelsk, og blev så oversat til dansk. Efter en god lang prædiken sagde hun fx: Der sidder en her i kirken, som skal opereres om en uge, men Gud vil gerne helbrede dig, og jeg vil bede dig om at komme herop nu. Alle i kirken vendte sig rundt for at se om det kunne passe, men ingen rejste  sig. Så sagde Josephine videre: Du skal opereres i maven, og jeg kan godt gå ned og finde dig, men kom bare herop, for Guds nåde er over dig. Kort efter gik en helt ung pige grædende op til hende og var helt ude  af den. Hun lagde hånden på hende, og helbredte hende. Endvidere var der en blind, der fik 
synet tilbage og en mand med en lam arm, hvor  følelserne kom tilbage osv. osv. Jeg var forbløffet og jeg skulle love for, at jeg fik beviser for Guds eksistens.

Fredag og lørdag tænkte jeg meget over torsdag aftens begivenheder og havde egentlig også lyst til at være med dér, men jeg skulle til  fest begge aftener. Søndag skulle jeg ikke noget om aftenen, og jeg tog derfor derhen, men min veninde ville ikke med, hvilket jeg da selvfølgelig respekterede. Jeg mødte igen dem fra Alpha og sad ved siden af dem. Kirken var fyldt, og jeg forventede vel nok mest at arrangementet forløb på omtrent samme måde som om torsdagen. Det skulle vise sig at blive ganske anderledes. Både den 
mandlige taler og Josephine talte om helt andre ting, og igen skete der mægtige mirakler.

Der var et ophold, og så sagde hun pludselig: I er Guds udvalgte! I er valgt til at følge Jesus. Og til jer, som vil give jeres liv til  ham, vil jeg bede jer om at træde ud på midtergulvet nu. Der var vildt mange, der gik derud, også folk fra Alpha. Jeg stod kort og tænkte: OK, Arne, nu er det nu ... Det er nu, du må bryde igennem ... Jeg vidste, der var ved at ske noget enormt i mit liv, og tænkte også meget på  konsekvenserne heraf. Ikke desto mindre gik jeg med ud på gulvet, og så  stod jeg ellers dér ... Tankerne suste rundt: Kunne man bare sådan uden videre modtage Jesus, og hvad var det egentlig lige jeg stod og  lavede..?? hmmm. Josephine gik rundt og lagde hånden på folk og flere af dem sank sammen på gulvet. Jeg stod nu og var ret nervøs, og tænkte:  Jeg vil i hvert fald ikke "skvatte om"... Hun kom nærmere og rørte mig kort på hovedet og gik videre. Jeg følte ikke rigtig noget og blev bare stående. Hun gik op foran og gik rundt igen. Der lå allerede flere, som  var dejset om på gulvet og nu kom hun tættere på igen. Så ARNE!!, tænkte jeg. Hun lagde hånden på mig og stod længe og bad på et eller andet mærkeligt sprog. Modtag Jesus, modtag Jesus, sagde hun (eller tolken).  (Jeg stod med lukkede øjne). Da hun gik videre stod jeg og nærmest rystede og havde den underligste følelse i kroppen. Jeg kan på ingen måde beskrive den følelse, men jeg var bare helt væk. (Dog uden at  skvatte om). Kort efter blev vi bedt om at sætte os igen, og jeg vidste  ikke, om jeg skulle grine eller græde. Jeg kunne ikke huske, hvorfor jeg var gået ud på gulvet, men en fra Alpha forklarede mig, at 
jeg havde  modtaget Jesus. Nå ja ... Underligt, jeg fattede ikke en brik af det 
  hele, men havde det egentlig fint efter lidt flere lovsanges tid.  Aftenen fik 
ende, og vi tog hver til sit. Jeg faldt fint i søvn den  aften og var også ret 
træt efter 2 fester og 2 helbredelsesmøder på fire dage, hvor jeg oven i købet 
havde mødt Jesus ...

Næste morgen
Den efterfølgende morgen: - ALDRIG har jeg haft en lignende følelse i kroppen. Jeg arbejdede på Aalborg Portland dengang (en beskidt cementfabrik), og jeg vil nærmest kalde det en glædesrus, som jeg gik rundt med. Trods skidt og støv fik smilehullerne ekstra travlt. Nu har jeg aldrig prøvet at være påvirket af stoffer af nogen art, men det her overgik ALT. Hver gang jeg trak vejret føltes det som en dyb indre fred som var over mig, og jeg tænkte ikke på andet den dag og de næste mange dage. Jeg fik lyst til mere og fik snakket oplevelsen meget igennem med  de andre fra Alpha. De forklarede det således, at når man siger ja til Jesus, så "flytter" Helligånden ind i en, og man oplever Guds Ånd. Man bliver kort sagt et nyt menneske, og lægger det gamle "jeg" bag sig. I Bibelen kaldes det også "at 
fødes på ny".
 
Siden hen
Jeg har virkelig fået et helt andet syn på livet, andre mennesker og i det  hele taget måden at tænke på. Jeg er begyndt at læse meget i Bibelen og  andre kristne bøger, og jeg har flere gange oplevet Guds enestående kraft til helbredelse og lægedom for mennesker. Alt er muligt for Gud!. Han er fantastisk og formår virkelig at gribe ind i menneskers liv, når vi beder til Ham.

Vil du gerne opleve noget lignende, så kontakt mig gerne på sms/telefon: 40 73 92 62.
Vidnesbyrd - Johan Dalsgaard
24-07-2014

Johans liv var kørt af sporet, indtil han »tilfældigt« kom ind på et kristent gymnasium.

Mød Mathias
24-07-2014

 

Mød Mathias

Mathias Hansted Andersen er vokset op i en kristen familie sammen med sin søster og mor og far. Hans forældre var med at starte Nexø Frikirke. 

Vi spurgte Mathias hvad kristendom betyder for ham...

Kristendom for mig

At være kristen handler for mig om at være den som jeg er, og at vide at Gud elsker mig præcis sådan. Jeg fik engang fortalt at Guds kærlighed er konstant, og at der ikke er noget der får ham til at elske dig mindre.

Gud elsker dig uanset hvad du gør, - så for dig gælder det bare for dig om at vende dig mod Gud og sige at du også vil elske og at du vil følge ham.

Mange folk føler eller tror at kristendommen er en masse regler og forbud. For mig handler kristendom ikke om en masse regler. De ting som er skrevet i bibelen om hvad man må og ikke må, er udelukkende skrevet ud fra Guds kærlighed til os, og skal ikke opfattes som forbud for at gøre dit liv kedeligt, men de er skrevet som guidelines til hvordan vi kan få det bedste og mest kærlighedsfyldte liv på jorden.
Mød Jonna
24-07-2014

Mød Jonna

Jonna flyttede sammen med sin mand Finn til Nexø i 2010, - og er en del af fælleskabet i Nexø Frikirke. Her er hendes historie:

... “Jeg blev personlig kristen for nu 12 år siden og er opvokset uden nogle kristne i min tilværelse. Jeg meldte mig ud af Folkekirken for ca. 20 år siden, og kaldte mig ateist.

Den fred, og det jeg tror vi alle søger, uden at kunne sætte præcise ord på netop hvad det er, troede jeg at jeg fandt i den alternative verden.

Jeg boede i København og besøgte ofte "De ukendte boghandel" i hjertet af København, i håb om at finde det udefinerbare jeg søgte. Fik lagt talrige horoskoper, pendulerede, Tarotkort, forskellige sten til forskellige formål. Når det ikke gav mig det, jeg søgte, blev det lagt væk, og jeg købte og prøvede noget nyt. Et "tag selv bord" i den alternative verden.

Et sted indeni troede jeg på Gud. Men det var ikke den Gud, jeg kender i dag!

Den Gud jeg dengang troede på, var som en paraply over alle de alternative ting.

Gud var et altdækkende ord, som mange alternative nævnte, men når det kom til blot at sige navnet Jesus slog min tunge knuder. Jeg kunne næsten ikke udtale det ord, og dem der troede på så gammel en historie og det med Guds ånd, der tager bolig i dem der tror, de måtte være svage personer, som var lette at påvirke! Det var nærmest latterligt i mine øjne.

Forskellige begivenheder for de godt 12 år siden nu, fik mig til at vende fokus.

Efter en søgende periode i en frikirke, valgte jeg at sige ja til at jeg ville følge Jesus og hans kloge og kærlige vejledninger i Bibelen. Det var en alvorlig beslutning for mig.

Jeg følte dybt inde, at det her, det var ikke noget med at "hvis ikke det dur, smider jeg ham bare ud og prøver noget andet". Det var en stor beslutning, som jeg bare vidste, ville gøre noget godt i mit liv.

Jeg sagde ja til Jesus en dag i vores frikirke, og herefter skete der noget indeni mig, jeg ikke kunne forklare. Noget godt. Som om Gud tog mig kærligt om skuldrene, og vendte mig om, 180 grader, og viste mig en ny og langt bedre vej end før.

Den beslutning jeg valgte at tage, ændrede mit liv radikalt. Jeg fik nogle helt nye værdier i mit liv, uden at jeg selv tænkte over det egentlig. Før bandede jeg hele tiden, for at understrege betydningen af det jeg sagde, pludselig fra den ene dag til den anden var det forsvundet fra mit sprog!

Jeg ændrede personlighed, og fik det at vide af andre i vores omgangskreds. Hvor jeg før kun troede på mig selv og min egen dømmekraft, kunne jeg nu ved at tale med Guds søn Jesus hver morgen finde løsningen inde i mig selv.

Jeg så på mennesker omkring mig med andre øjne. Kærligere. Kunne se andres behov på en anden måde. Når jeg før brugte flere hundrede kroner i den alternative verden, bruger jeg nu de penge til at hjælpe fattige, at købe "gaver i utide", fordi min glæde ved at give er lige så stor, som hos den der modtog gaven! Mange andre ting, men sammenlagt har det givet mit liv en helt anden kvalitet, som jeg ikke havde anet eksisterede.

Jeg har aldrig oplevet så megen ægthed, som blandt kristne venner! Det er dybe ting vi deler, og ikke kun overfladeting som før jeg blev kristen. Det er pragtfuldt at leve sit liv midt i et fællesskab af mennesker som ser mig som den jeg er "på godt og ondt", og accepterer mig for netop det. Det har en uforklarlig stor betydning at vide at jeg er elsket, uanset hvad. Det er ikke en psykologisk tryghed, som man kan bilde sig selv ind! Det er ikke en indre fred og kærlighed jeg selv kan frembringe. Den er åndelig, den kommer fra Gud, og det er en gave uden lige!

Jeg er absolut ikke blevet fejlfri.

Det er der ingen mennesker der er, det var kun Jesus der kunne leve sit liv med at blive udsat for alle de fristelser vi som mennesker bliver, men gennemleve sit liv uden så meget som at tænke et ondt ord om andre! Det kan vi ikke leve op til, men vi kan prøve. Vi kan øve os i at "gå i Jesu fodspor".

Som alle har jeg jævnligt større eller mindre udfordringer i mit liv. Som en bulet landevej, men forskellen fra før, til nu, er, at jeg ved at holde mig til Jesu` vejledning klarer skærene. Det kunne jeg aldrig have gjort i kraft af mig selv!

Og i dag smiler jeg og tænker på at jeg troede jeg kun kunne blive en kristen af at gå i kirke om søndagen. Farvel til præsten, og igen næste søndag. En gammel vittighed fortæller at "man bliver ikke en kristen af at gå i kirke, såvel som man ikke bliver en bil af at stå i en garage".

 Der er en sandhed i det, for det er ikke kun om søndagen de åndelige ting sker for én, det er dagene fra søndag til søndag Det er det at have fællesskab med andre som har samme tro, samme ægthed og åbenhed, og dele sorger og glæder med hinanden der gør livet værd at leve! Der er altid nogle parat til at hjælpe, som jeg også er der for andre. Ikke kun kristne. Alle har brug for et kærligt fællesskab og nogle at dele livet med. Men det at kunne bede for et andet menneske, både når vi er sammen og indimellem, det er stort, og Gud hører bøn og giver svar på ofte uventede måder. Bedre end vi som mennesker kan forestille os!

Jesus taler til mig rent åndeligt. Jeg hører det som en indre vejledning, ofte får jeg skriftsteder jeg skal slå op, steder i Bibelen som rammer direkte ind i min situation og de spørgsmål jeg stiller til Jesus!"
Mød Dawn
24-07-2014

Mød Dawn

Nu kan jeg tro på Gud

Jeg vil godt fortælle om min oplevelse af, at Jesus rakte ud efter min hånd og jeg turde tage imod den, kom op at stå som menneske og følte mig hel og tryg.

I efteråret 2013 var jeg blevet mere flittig med at bede, med flere bønnesvar til følge. Jeg begyndte at tro på, at Jesus virkelig findes.

Alligevel blev jeg i januar ramt af en vinterdepression, bl.a. pga min frustration over forholdet til min mor, der havde udviklet sig til en gordisk knude.

Jeg har gennem min barndom og voksenalder haft en ret nær relation til min mor. Vi har set hinanden og snakket sammen ofte. Men vort forhold har ikke været trygt, fyldt med angst. Der har været ubalance. Det er gået meget op og ned i forholdet.

Til trods for at jeg ikke ønskede det, var vort forhold fyldt med mistænksomhed, hævngerrighed, angst og utryghed. Jeg havde en oplevelse af at min mor altid var ond imod mig. Hun var altid ude på at såre mig. Når jeg ringede til hende tog hun ikke telefonen eller hun lagde røret på midt i samtalen. Min mor brugte meget at tale nedladende og angribende til mig. Hun kunne f.eks sige: " du får aldrig en mand - for ingen kan lide dig! Eller " du får ikke noget arbejde - for ingen vil have dig". Det var psykiske overgreb. Min fornuft prøvede at stå imod de negative udsagn, men det lykkedes ikke helt. De negative udsagn blev et ubevidst "mantra". Jeg tog en del af det til mig, selvom jeg ikke ville.

I min barndom oplevede jeg at min mor slog mig med en bøjle for at udøve den kontrol hun havde brug for. Hun slog mig jævnligt igennem mange år - fra jeg var 5 til ca 12 år. Ca en gang om ugen. Uden grund.

Det gjorde først og fremmest ondt. Dernæst gav det en følelse af afmagt. Det føltes som at være i fængsel, fordi jeg aldrig vidste hvornår det sluttede og hvordan jeg kunne finde en måde at undgå overgrebet på i fremtiden. Jeg kunne ikke udtænke strategier for min overlevelse, for jeg havde ikke selv kontrol over hvornår det skete og hvorfor.

Jeg følte mig alene og forladt af Gud - hvis han var der? Jeg har kæmpet med manglende selvtillid og angst igennem hele livet.

Jeg har lidt af stress og haft ondt i hovedet og maven næsten hver dag. Psykolog- samtaler har hjulpet mig - men der manglede stadig noget i at jeg følte mig fri - fri fra mavesmerter og hovedpine og angst for ikke at være god nok.

En tirsdag aften i januar valgte jeg at gå til helbredende bøn i Nexø Frikirke. Det viste sig at være et vigtigt og godt valg.

Det var meget intimt og trygt.

Der var 3 forbedere, deraf en psykoterapeut, som ledte samtalen. Vi bad først om Helligåndens ledelse. Jeg blev spurgt om problemet, der skulle heles. Der blev talt og lyttet.

Så skulle der bedes for det. Jeg lagde mig spontant helt ned på knæ og foroverbøjet på gulvet. Det var den samme stilling jeg havde ligget i, da jeg blev slået som barn, for at beskytte min krop mod slagene.

Jeg bad min mor om tilgivelse for de skuffelser, jeg havde givet hende. Jeg tilgav også min mor for at have slået mig og for alt det ubehagelige, der havde været i vort forhold.

Jeg kom til at tudbrøle, så tårerne sprang ud til siden. Efter at have grædt en tid kom der en stor lettelse. Vupti - en varm følelse, så stærk som jeg aldrig har oplevet før bredte sig i kroppen. Der hvor jeg havde oplevet slagene på ryggen, der gjorde det ikke ondt længere. Alt føltes let og behageligt nu. Stenen i maven forsvandt og jeg fik det godt. En barriere, der havde adskilt os igennem næsten 50 år var brudt. Forholdet var helet. Det var en stor lettelse.

Den varme og kærlighed, der strømmede igennem mig, tror jeg bestemt må være fra Jesus. Han satte mig fri.

Jeg gik fra bønnen med fred i sjælen.

Da jeg besøgte min mor i februar føltes det som vort forhold er helet.

Min mor var glad, afslappet og nem at være sammen med. Stemningen var god. Gud havde helet vort forhold. Det er meget befriende.

Jeg oplevede den helbredende bøn, som " The point of no return".

Nu kan jeg tro på bibelens Gud, hans søn Jesus og Helligånden.

Dawn Petersen

April 2014
Åshild Opitz
20-02-2014

Jesus, min gode ven!

 

Åshild Opitz har haft Jesus som ven i snart 40 år og deler nogle af sine erfaringer her. Hvordan kommunikerer hun med Jesus? Og hvordan ved hun, at han egentlig findes?

Jeg har en ven, som har al magt i himmel og på jord. Han er altid tilgængelig og kender mine forhold ud og ind!

Han er sandhedens stemme i mit hjerte, som elsker mig og som viser mig mine fejl uden at bebrejde. Tilgivende og god, viser han mig, ved sit gode forbillede, en ny og bedre måde at tage mine forhold på. Det er også ham, der virker en stor længsel og kraft til at følge denne vej.

Hvordan kommunikerer du med Jesus?

Han behøver heldigvis ingen fine formuleringer.

Jeg kan snakke med Jesus enten højt eller inde i mig selv. Han behøver heldigvis ingen fine formuleringer. Han indbyder alle, der har tungt at bære til at komme og lære af ham. Så vil han hjælpe os til at finde hvile for vor sjæl.

Mange gange må jeg sige til Jesus: «Hjælp mig nu, du kender de forhold jeg er i», «Vis mig hvad der er rigtigt og godt at gøre!» eller jeg kan spørge ham «Hvorfor er jeg så urolig nu?»

At kommunikere er også at høre. Der i stilheden kan jeg høre hans tale i mit hjerte. Så giver han mig nye tanker. Han viser mig, hvad min uro kommer af. Det kan være bekymring, eller at jeg går med krav til andre. Det at ville leve op til andres forventninger skaber også stor uro. Ofte minder han mig om et bibelord, som jeg kan tage til mit hjerte og leve efter. Når jeg følger det ord, får jeg også hvile og glæde.

Det er så godt, at ingenting er for småt til at komme til Jesus med - han har hjulpet mig med dagligdagens små vanskeligheder på forunderlige måder.

Hvordan kan du vide, at Jesus ikke bare er en fantasiven?

Jeg har været så heldig at se ældre mennesker på nært hold, som har haft Jesus som deres ven hele livet. De bad Jesus om at overtage roret i unge år, på samme måde som en styrmand vælger at overlade skibsroret til en lods, der kender det vanskelige farvand bedre. Når du har set sådanne livsskib, der har klaret alle skjulte skær og brændinger, ved du, at her er der en lods du også trygt kan overlade dit ror til. Deres udstråling af godhed, glæde og taknemlighed overbeviste mig. De havde hørt på det, Jesus sagde igennem deres samvittighed i livets valg. Jesus var ingen fantasiven, men en virkelig ven og lods.

Det var ikke sorger og prøver, de havde undgået, men egoisme, bitterhed, misundelse og bekymring. Det liv, jeg så det førte til, gjorde at jeg også, da jeg var 15 år gammel, bad Jesus komme ind og tage ledelsen i mit liv. Det er det bedste jeg har gjort! I dag er jeg 54 år og fuldstændig afhængig af hans vejledning og styrke!

Hvordan bliver man Jesu ven?

Jeg mærkede, at jeg havde brug for en tryg ven og lods i livet. Jeg så, at min frygt for ikke at være godkendt af andre, let førte mig til ting, jeg egentlig ikke ville. Ville Jesus være ven med en, som var så viljesvag? Jesus siger:  «Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.»  Johannes' Åbenbaring 3, 20 (det var det måltid Jesus delte med sine nærmeste venner). Den eneste betingelse er at åbne døren! Jeg mærkede denne banken på hjertedøren, og i dag er jeg meget glad for, at jeg åbnede døren for ham! Jeg bad ham helt enkelt om at tilgive min synd og lede mit liv. Siden har han været herre på mit hjertes trone, og han har så meget at sige mig!

Hvad hjælper det at have Jesus som ven?

Grædende sukkede jeg til Jesus i mit hjerte: «Ved du hvad du gør nu, Jesus?»

Det er umuligt at kunne beskrive fuldt ud, hvilken nytte og trofast hjælp, Jesus har været for mig i livet.

Jeg kan nævne et forhold for 12 år siden. Da var jeg 42 år og fik konstateret, at jeg havde kræft i tarmen. Da blev min tillid til Jesus sat på prøve. Jeg havde da været syg i land tid, uden at de fandt ud af, hvad jeg fejlede. Beskeden om at det var kræft kom alligevel som et chok - jeg skulle jo bare have endnu en undersøgelse på sygehuset.

Efter den frygtelige besked blev jeg henvist til et tomt lægekontor. «Lægen kommer snart», sagde de.
Chokeret og bange sad jeg der på en plastikstol og ventede på lægen, der skulle komme for at indlægge mig. Tankerne gik til de otte børn og min mand. Hvad med dem? Skulle de se mig blive mere syg og dø? Min yngste dreng var dengang kun fire år gammel.

Grædende sukkede jeg til Jesus i mit hjerte: «Ved du hvad du gør nu, Jesus? Jeg har kræft og det er sikkert kommet langt, så længe som jeg har været syg. Hvad med vore stakkels børn?» Jeg løftede blikket og fik øje på en kalender, som hang på væggen lige foran mig. Det er en sådan, som har et bibelord for hver dag. Af alle ord i bibelen kunne ingen have truffet mig bedre.

Det var et ord fra Johannesevangeliet 10, 14, hvor Jesus siger:
«Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig.»

Tænk, der hang bibelordet lige foran mine øjne for at minde mig om, at jeg var et af hans får. At han var min gode hyrde, som kendte mig og mine, og at jeg også kendte ham. Aldrig nogensinde havde han svigtet mig, men været der med sin styrke og hjælp. Kunne jeg have fået det mere direkte?

Da lægen endelig kom, spurgte hun hvordan jeg havde det efter at have fået en sådan alvorlig besked. «Jeg har det meget godt nu efter, at jeg læste det ord på kalenderen der», sagde jeg. «Åh, den kalender står jo på den helt forkerte dato, vi glemmer altid at bladre om», sagde lægen.

Der er en stor kraft i Guds ord. Når vi vælge at tro det, efterlader det en urokkelig fred og hvile. Gud hørte vore og andres inderlige bønner om at jeg måtte leve. Det er jeg så ubeskrivelig taknemlig for. Jesus har hjulpet mig sådan, at det ikke er blevet et liv med bekymring for tilbagefald. Jesus kan også stille stormen i dag!

Kræver Jesus noget af os?

På Jesu tid var der mange, der kom til ham for at blive helbredt, men der var få, der var villige til at opgive sine egne planer og følge ham.  «I er mine venner dersom I gør det jeg pålægger jer», (norsk oversættelse)  sagde Jesus. Han sagde også, at hvis I elsker mig, holder I mine bud. Til alle sine venner siger han også i dag:  «SE, jeg er med jer ALLE DAGE indtil verdens ende!»